Novo Nordisk/Sydbank: Positiv NICE-melding fra UK
10-09-10 kl. 10/9 2010 06:40 | Novo Nordisk B 318,80 (+0,31%)
Der er flere positive ting i de britiske myndigheders beslutning om at yde tilskud til Novo Nordisks GLP-1 middel Victoza. For det første betyder tilskuds-tilkendegivelsen, at selve midlet får en blåstempling og for det andet betyder det en erkendelse af, at behovet - og dermed markedspotentialet - er til stede. Det vurderer Sydbanks Novo Nordisk-analytiker Rune Dahl.
- Det er klart, det hjælper at få NICEs godkendelse og tilskudsberettigelse. De ser, der er et behandlingsbehov. Det betyder jo, at der også er et marked, selv om det ikke er særligt stort eller ikke er særligt opdyrket i øjeblikket, siger Rune Dahl der vurderer det som "lovende" for Novo Nordisk.
Rune Dahl peger på, at NICE generelt er "rimeligt kradse", når det drejer sig om at godkende tilskuds-anbefalinger. Og set i det lys - og i sammenhæng med at Eli Lillys tilsvarende GLP-1 Byetta ikke har fået NICEs opbagning - er det en positiv melding. Dog påpeger han, at der er tale om tilskud til den lille dosis.
- Det vil sige, de mener ikke, der er væsentlig forskel i effekt og blodsukkerkontrol ved brug af 1,2 mg doser i forhold til 1,8 mg doser. Så de finder det ikke bevist, at den højere dosis giver en bedre virkning. De vil i alt fald ikke være med til at betale den merpris, som det indebærer, lyder det fra Rune Dahl der samtidig påpeger, at NICE hele tiden anvender cost/benefit-analyser i arbejdet.
- De tager jo udelukkende stilling til at midlerne skal have tilskud - ikke om det kan sælges eller ikke sælges, siger han.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Novo Nordisk B



