Fra alle sider er Lego-koncernen de seneste dage blevet bestormet af henvendelser, efter at det fejlagtigt i dele af pressen i sidste uge blev meddelt, at legetøjsfabrikken vil bygge et nyt hovedsæde på havnen i Vejle og har tilknyttet den verdenskendte kunster Olufar Eliasson til projektet.
Lego har sit hovedsæde i Billund og her bliver det liggende, oplyser kommunikationschef Charlotte Simonsen.
Bag projektet i Vejle står selskabet Kirk Kapital, der ejes af Gunhild Kirk Johansen og hendes børn. Gunhild Kirk Johansen er søster til Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, men Kirk Kapital har intet med Lego at gøre i dag, omend kapitalen i investeringsselskabet stammer fra legetøjsvirksomheden.
- Hverken Lego-koncernens eller dennes ejer, selskabet Kirkbi, bygger nyt hovedkontor, men bliver i Billund, siger Charlotte Simonsen.
Lego blev skabt i Billund i 1932.
/ritzau/
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder