Sydbank/Jyske: Svært at sige noget positivt om regnskab
15-02-11 kl. 15/2 2011 14:08 | Jyske Bank 359,00 (-0,55%) | Sydbank 252,00 (+1,12%)
Fjerdekvartals-regnskabet fra Sydbank er meget skuffende. Sådan lyder konklusionen fra analytiker i Jyske Bank Christian Hede.
- Sydbank skuffer på samtlige poster i et enkelt kvartal, så det er meget svært at sige noget positivt, siger Christian Hede.
Han hæfter sig særligt ved, at Sydbank havde lave handelsindtægter og store omkostninger og tab på udlån. De store nedskrivninger kan dog være ren politik, mener analytikeren.
- Ved at have store nedskrivninger i 4. kvartal giver banken sig selv et bedre udgangspunkt for 2011. Derfor er det heller ikke sikkert, at der er specielt skidt fremadrettet, når man kigger på dette regnskab, vurderer Christian Hede.
Christian Hede skønner, at Sydbanks udfordringer i 2011 vil minde meget om det, som resten af banksektoren kæmper med.
- Største udfordring i dette år bliver at holde fast i rentemarginalen og skaffe vækst på udlånssiden, men der er hård konkurrence om at få de bedste kunder, siger analytikeren.
Sydbank nedskrev i 4. kvartal 456 mio. kr. på udlån.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Jyske Bank



