Bavarian/CEO: Ny Prostvac-strategi er ikke dårligt nyt
10-03-11 kl. 10/3 2011 08:16 | Bavarian Nordic 258,00 (-0,39%)
Bavarian Nordic har stadig ikke haft held til at sælge en andel af sin prostatacancervaccine, Prostvac, til et af de store medicinalselskaber, og selskabet varsler derfor nu planer om en storstilet kapitalforhøjelse, så man kan gå solo med udviklingen. Men partnerskabsdrømmene er ikke slukket, men for at maksimere værdien af projektet er det vigtigt, at komme videre i den afsluttende kliniske fase 3, lyder vurderingen.
- Vi har set, at de regulatoriske muligheder for at komme igennem med et fornuftigt fase 3 studie ser rigtigt gode ud, og sammenholdt med de muligheder, der har ligget med partnere, har det større værdi at køre det selv. Det er klart, at en partner vil man selvfølgelig altid gerne have, men det skal også matche de muligheder, der er ved at køre studiet selv, siger administrerende direktør i Bavarian Nordic, Anders Hedegaard, til nyhedsbureauet Direkt.
Han venter, at han på den kommende generalforsamling den 26. april, vil kunne fortælle aktionærerne, hvor mange penge, der bliver behov for at rejse, hvis fase 3 studiet til 150 mio. dollar, eller cirka 800 mio. kr., skal køres på egen hånd. På forhånd er markedet ikke glad for ideen. Aktien falder 32 pct. til kurs 174,5 ved børsåbning.
- Nu trækker vi lige vejret og ser, hvordan vi finansierer det her bedst og koordinerer det med vores søgen efter en partner. Vi søger partnerskab parallelt, men det skal til enhver tid matche, de muligheder, der er ved at køre det selv, forklarer Anders Hedegaard.
Han vurderer, at det i øjeblikket ser ud til, at der er bedst værdi i at gå solo. Andre medicinalselskaber har godt nok vist stor interesse for Prostvac, men har ikke været villige til at betale det beløb, Bavarian har krævet for en aftale.
- Cancervacciner er et nyt terapiområde. Vi er nogle af pionererne på det her felt, og de store farmaselskaber udviser en vis konservatisme i forhold til at kaste sig ind på det her område. Det har vi set i de andre partneraftaler, der er lavet på området. De ligger værdimæssigt på et meget lavt niveau. Og det er bare ikke godt nok. Vi skal op at have, hvad der ligger for normale cancerprodukter, ellers er det helt meningsløst. Så det her er ikke dårligt nyt. Det er anderledes nyt, end markedet havde forventet, bedyrer Anders Hedegaard.
Han vil endnu ikke præcisere, hvor mange penge, selskabet får behov for, men positive pengestrømme betyder, at det ikke bliver nødvendigt at rejse alle de 150 mio. dollar, studiet koster.
- Det bliver under 850 mio. kr. Det er i hvert fald helt sikkert, siger Anders Hedegaard.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Bavarian Nordic



