Aktierne i aluminiumsproducenten Alcoa blev sendt ned, efter at selskabet mandag aflagde et regnskab for første kvartal, der ikke levede op til analytikernes forventninger til omsætningen.
Alcoas omsætning steg 22 pct. til 5,96 mia. dollar fra 4,89 mia. dollar i samme periode sidste år. Det var en del lavere end de 6,06 mia. dollar som analytikere adspurgt af Bloomberg havde håbet på forud for regnskabet.
Alcoa forklarer ifølge Bloomberg News selv, at indtjeningen er presset af den svage dollar og høje priser på energi og råvarer.
Alligevel lykkedes det selskabet at levere et højere overskud end ventet, nemlig 308 mio. dollar. Hvis der ses bort fra engangsomkostninger, så svarer det til 28 cent pr. aktie, hvor der ifølge Bloombergs rundspørge var ventet 27 cent pr. aktie eksklusiv engangsomkostninger.
- De slår forventningerne på bundlinjen med en lavere toplinje, og det tyder på, at deres omkostningsstyring var bedre end ventet, siger porteføljemanager John Stephenson fra First Asset Investment Management til Bloomberg News.
Alligevel blev aktien sendt 3,2 pct. lavere til 17,21 dollar på eftermarkedet.
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder