Underskuddet bliver på 74 milliarder kroner i år. Nej, det bliver kun på 57 milliarder.
VK-regeringen og de økonomiske vismænd er stærkt uenige i vurderingen af, hvor slemt det står til med de offentlige finanser. Regeringen venter et underskud i år på 74 milliarder kroner. Vismændene ser knapt så dystert på det - underskuddet bliver på 57 milliarder.
Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen siger, at regeringen ser mere dystert på indtægterne af pensionsafkastbeskatningen end vismændene.
- Vi venter flere indtægter til statskassen på pensionsafkastbeskatningen, end regeringen gør. Forskellen på den post kan forklares med omkring 10 milliarder kroner, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.
Men 10 milliarder forklarer ikke hele forskellen mellem de to vurderinger, hvor der i alt er 17 milliarders forskel. Regeringens skøn i Økonomisk Redegørelse kom mandag, vismændenes tirsdag.
Vismændene har ikke haft mulighed for at dykke nærmere ned i tallene, men forskellen i skønnet for pensionsafkastbeskatningen havde de fundet frem til før et pressemøde tirsdag efter mødet i Det Økonomiske Råd.
Også i 2012 er vismændene og regeringen uenige om underskuddets størrelse. Vismændene vurderer, at det bliver på 51 milliarder - regeringen venter 80 milliarder.
- Årsagen er, at regeringen har indregnet den udbetaling af efterlønsbidrag, som er planlagt til 2012, hvis tilbagetrækningsaftalen bliver vedtaget. Det har vi ikke, forklarer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at regeringen hverken søger at være "for optimistisk eller pessimistisk" i sine skøn for underskuddet:
- Vi lægger de bedste skøn frem, som vi har på nuværende tidspunkt. På baggrund af vores erfaringer er det klart, at efter en stor stigning sidste år vil der komme mindre ind i år i pensionsafkastbeskatningen. Men det er skøn, og det er vores bedste skøn, siger Claus Hjort Frederiksen.
Finansministeren bekræfter, at regeringens skøn for underskuddet næste år på 80 milliarder indeholder udbetalinger af efterlønsbidrag, som vil komme, hvis reformen af efterløn og pensionsalder, som VK-regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti og De Radikale, bliver vedtaget.
Det vil i givet fald først ske efter det folketingsvalg, der skal afholdes senere i år./ritzau/
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder