Glunz/Dir: iCtP venter stærk omsætningsvækst
28-07-11 kl. 28/7 2011 08:46 | Glunz & Jensen 51,00 (-1,92%)
Den danske producent af grafisk udstyr Glunz & Jensen har oplevet et stærkt globalt salg af selskabets nye Platewriter 3000. Produktet, der bruger inkjet-teknologi til at lave printplader, er miljøvenligt og har rykket strukturen i branchen. Men mere vigtigt vil det ændre indtægtsgrundlaget for divisionen Prepress og på sigt gøre Glunz & Jensen markant mindre konjunkturfølsom.
Platewriter 3000, der producerer de plader, man derefter bruger til at overføre print til papir, blev lanceret i april, og produktet er blevet taget vel imod, ikke kun af kunderne, men også af slutbrugerne. Det fortæller Glunz' chef for iCtP, Mark Baker-Holmes, til Ritzau Finans.
- Det er gået over al forventning. Vi har allerede OEM, Original Equipment Manufacterer, diskussioner med Heidelberg om, at de vil tage produktet under deres vinger og gøre det til deres eget. På ictp (inkjet-teknologi til at lave printplader, red.) er vores nuværende forventning, at vi vil vokse med 20 pct. i år. Men vi selvfølgelig kun et par måneder inde i året og alt kan ske, siger Mark Baker-Holmes.
Salget er dog samtidig delvist styrket af, at kunderne holdt sig tilbage fra nyindkøb i forventning til det nye produkt. Det fremgår også af regnskabet for tredje kvartal, der viste en skuffende omsætningsvækst på kun 7 pct. i iCtP-udstyr i forhold til året før.
Det har dog styrket salget så meget desto mere nu, hvor Mark Baker-Holmes største problem er at producere nok enheder til markedet fra faciliteterne i Slovakiet. Samtidig er Glunz & Jensen mere eller mindre alene i markedet for denne mellemtype af pladeprintere. Det er godt for salget og for marginerne.
- Der er en enkelt konkurrent i USA. Men de laver slet ikke den samme kvalitet som os og er i et helt andet segment. De sælger en maskine til 10.000 dollar, mens vores koster 32.000 dollar. Det er som at sammenligne en bil med en gocart. De har begge fire hjul og kører fra a til b, men den ene er en bil. Eneste fællestræk mellem vores produkter er, at de bruger inkjet, siger Mark Baker-Holmes.
Inkjet-produktet vil samtidig kunne ændre indtægtsstrømmen for Glunz & Jensens division "Andet prepress-udstyr", og på sigt for Glunz & Jensen som koncern.
- Resten af vores forretning er at sælge en maskine til en kunde. Men dette her er en omsætningsdriver, for hver gang vi sælger et system, skaber vi en omsætning gennem salg af plader og blæk hver måned, siger Mark Baker-Holmes og fortsætter:
- Vi ser toppe og bunde hele tiden, men vi vil skabe en stabil forretning, der giver os tid til at tilpasse os markedsudviklingen. Hvis nogen for eksempel laver en fantastisk pladefremstiller i morgen, kan vores proces-forretning stoppe på et splitsekund. Men med dette her vil vi sælge plader og blæk i årevis.
Inkjet-teknologien skal på længere sigt integreres i resten af Glunz & Jensen. På den måde kan hele forretningen gøres mindre konjunkturfølsom.
- Ictp-udrulningen vil fortsætte, for det drejer sig om, at implementere teknologien i hele Glunz & Jensen. Hvis vi bringer inkjet ind til hele Glunz, så fjerner det sårbarheden i litografimarkedet, hvor Glunz er sårbare nu, fortæller Mark Baker-Holmes.
Han vurderer, at købet af italienske Degraf, der er store på print til emballage, åbner helt nye og store muligheder for implementeringen af inkjet-teknologien og den dertil hørende indtjeningsstabilitet.
- Hvis inkjet-teknologien kan introduceres til emballagemarkedet, og måske også ind i det digitale marked, så er vi fortsat i et marked vi kender, men med helt andre vækstmuligheder og potentiale for et stort, løbende salg af forbrugsvarer. Ictp giver forbrug, der giver sikkerhed på kort sigt, og det bringer inkjet ind i hele koncernen, hvilket giver stabilitet på langt sigt, afslutter Mark Baker-Holmes.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Glunz & Jensen 



