Finanstilsynet: Mistanke om fusk med nedskrivninger - avis
16-08-11 kl. 16/8 2011 05:22
Direktør for Finanstilsynet, Ulrik Nødgaard, vil nu undersøge en mistanke om, at flere danske pengeinstitutter fusker med nedskrivninger på udlån. I brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter afviser man anklagen. Det skriver Børsen tirsdag.
Nødgaard mener, at have set tegn på, at flere pengeinstitutter har undladt at nedskrive værdien på udlån.
- Hidtil har vores erfaringer vist, at vi i syv ud af 10 inspektioner i bankerne kræver større nedskrivninger. Og med den udvikling, der er nu i samfundsøkonomien, så kan vi frygte, at en række banker fortsat forsøger at tegne et mere positivt billede i håb om at konjunkturerne snart vender, udtaler Ultik Nødgaard.
For at komme problemet til livs vil Finanstilsynet udarbejde en liste, der kortlægger de danske bankers største udlånsengagementer, og vurderer deres risiko.
I brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter kan direktør Jan Kondrup ikke forestille sig, at medlemsbankerne fusker med nedskrivningerne.
- Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at der er banker, der bevidst undlader at foretage de nødvendige nedskrivninger. Der er nogle regnskabsregler omkring nedskrivninger, som bankerne skal leve op til. Pengeinstitutterne bliver kigget i sømmene af både intern og ekstern revision og den løbende kontrol. Så jeg kan slet ikke forestille mig, at der er pengeinstitutter, som bevidst undlader at foretage de nødvendige nedskrivninger, siger Jan Kondrup.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder