De amerikanske aktier havde svært ved at beslutte sig for, hvilken vej aktierne skulle gå oven på en bunke skuffende nøgletal, men en halv time før åbningsklokken kom svaret.
Kl. 15 dansk tid annoncerede ECB, Federal Reserve, Bank of England og den schweiziske nationalbank en koordineret aktion for at skaffe dollar til den pressede europæiske banksektor.
Det satte øjeblikkeligt gang i en yderligere kursfest oven på de sidste tre dages stigninger, og et kvarter inde i handelen ligger de tre store indeks til stigninger mellem 0,6 og 0,8 pct.
Banksektoren åndede lettet op, og Bank of America fører an med en fremgang på 1,8 pct., men JP Morgan tæt efter i et plus på 1,7 pct. Også American Express nyder fremgang med et kursplus på 1,5 pct. og den helt store vinder er Ebay, der stiger 4,3 pct.
Rent faktisk er stemningen så god, at man skal spejde længe efter en faldende aktie. I S&P 500-indekset er det kun hver 25. aktie, der har tilbagegang værst ser det ud for Netflix, den internetbaserede film- og tvtjeneste, der nedjusterede tidligere på dagen og bliver straffet med et kursfald på 15,2 pct.
Der var ellers nok dårlige nyheder at tage af i den stribe nøgletal, der landede kl. 14.30 dansk tid. Antallet af nytilmeldte ledige i sidste uge var 428.000, hvilket var det højeste siden juni.
Samtidig viste erhvervstilliden i Empire Manufacturing-indekset for september et uventet fald til minus 8,8, og forbrugerpriserne steg med 0,4 pct. mod ventet 0,2 pct. i august.
Men den nye likviditet til især de europæiske banker satte plustegn foran aktieudsvingene for fjerde dag i træk, og S&P 500-indekset ligger lige nu til en stigning på næsten 4 pct. siden i fredags.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder