Össur/Nordea: Manglende kursrykkere giver "hold"-anbefaling
01-12-11 kl. 1/12 2011 14:29
Islandske Össur, der producerer proteser, bøjler og støtteprodukter, har en solid forretningsmodel og bør nyde godt af omkostningsforbedringer og nye produkter. På kort sigt er der dog ikke de store kursrykkere på vej, og derfor fastholder Nordea anbefalingen "hold" på aktien og kursmålet 9 kr. Aktien koster torsdag 7,65 kr.
Analysen kommer oven på selskabets kapitalmarkedsdag i København, hvor det blev understreget, at udflytningen af produktionen til den nye fabrik i Tijuana kører på skinner og ventes at give omkostningsbesparelser for 4 mio. dollar.
- Lønomkostningerne er en fjerdedel af, hvad de er i USA og Europa, løninflationen omkring samme niveau og, givet at fabrikken kører på 60 pct. kapacitet, mener vi, at det strategiske rationale for yderligere konsolidering af produktionen er på plads, skriver Nordeas Kristian Marthedal.
Han mener samtidig, at den endelige besparelse kan blive noget større end de udmeldte 4 mio. dollar. Lønomkostningerne fro de 160 medarbejdere, der flyttes til Mexico, vil alene betyde en besparelse på 4,5 mio. dollar. Tæller man også forbedret effektivitet og positive effekter fra at insource produktion fra Kina og Thailand kan der hentes op til et halvt pct.-point ekstra på bruttomarginen.
- Vi finder den langsigtede forretningsmodel attraktiv og forventer gode marginforbedringer og fortsat stærke pengestrømme. På grund af manglen på katalysatorer for aktien på kort sigt afholder vi os dog fra at tage en mere positiv indstilling til aktien, skriver Nordea.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder