Carlsberg/Nordea: Prisen lokker, men fremtiden truer
23-12-11 kl. 23/12 2011 07:52 | Carlsberg B 451,20 (+0,36%)
Selv om Carlsberg-aktien er billigt prissat, er Nordeas analytikere stadig forsigtige med at anbefale den. Det fremgår af en morgenkommentar.
- Carlsberg er i øjeblikket usædvanligt billigt prissat i forhold til de andre internationale bryggeriaktier. I Carlsberg betaler du ca. 10 kroner for næste års overskud, mens gennemsnittet for de internationale bryggeriaktier er 14 kroner for næste års overskud. Det har tidligere vist sig at være et godt købstidspunkt, når Carlsberg var så billig som nu. Alligevel er anbefalingen kun "Hold", og det skyldes en række risikofaktorer i aktien, lyder det fra Nordea.
Blandt andet ser analytikerne fortsat stor usikkerhed om det russiske marked, hvor der er hård konkurrence og stigende afgifter. Det har ført til et pres på lønsomheden, som derfor vil være svær at få til at stige på koncernbasis, som analytikernes konsensusestimater ellers forventer.
- På kort sigt ser vi også en risiko for, at ledelsens forventninger til 2012 kan skuffe markedet, når regnskabet for fjerde kvartal fremlægges. Derfor er vores anbefaling at afvente "Køb" lidt endnu, selvom vi skal være ærlige og sige, at prissætningen lokker. Dette er bestemt en aktie, som det er værd at have på sin radarskærm over mulige købskandidater, slutter den lidt blandede anbefaling fra Nordea.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Log ind for at skrive kommentarerer til denne artikel


Se flere nyheder om Carlsberg B



