De toneangivende råvarer ligger til at slutte årets sidste handelsdag af i plus.
Oliepriserne stiger en smule og er hovedsageligt præget af uro i Mellemøsten. Senest har Iran truet med at ville lukke for Hormuz-strædet, hvor omkring en sjettedel af de globale olieforsyninger transporteres igennem, hvis de vestlige lande boykotter Iran eller pålægger landet sanktioner på grund af landets omstridte atomprogram.
- Prisen på både Brent- og WTI-olien ligger omkring de 100 dollar, og den type priser hænger i høj grad sammen med geopolitiske risici. Sammenlignet med råvaremarkedet som helhed er olie en af de råvarer, jeg er optimistisk på vegne af, siger David Land, analysechef i CMC Markets, til Bloomberg News.
Prisen på WTI-olie stiger 0,2 pct. til 99,81 dollar per tønde, mens Nordsø-olien, Brent, ligeledes går 0,2 pct. frem og handler i 108,18 dollar per tønde. Set over hele året ligger WTI-olien til en prisstigning på 9,4 pct. og Brent-olien 14 pct. Det er tredje år i træk, at oliepriserne stiger.
Kobberprisen skyder i vejret som en nytårsraket og lå tidligere på morgenen til en stigning på 1,4 pct. i 7526,75 dollar per ton. Trods dagens fremgang ser kobberprisen dog ud til at falde 22 pct. i 2011.
Også guldprisen går i plus fredag. Guld har de seneste måneder handlet i modsat retning af dollar, som i højere grad har overtaget ædelmetallets rolle som tilflugtssted for investorer, men det spås, at den tendens kan vendes.
- På trods af guldprisens korrektion på det seneste lader fortsatte prisstigninger til at være en realitet. Det afgørende for den seneste tids priskorrektion har været, at guld er blevet solgt, fordi det er et profitabelt aktiv. Det er blevet brugt til at dække tab på forværrede aktiver i investorernes porteføljer såsom aktier, siger Gavin Wendt, seniorråvareanalytiker i Mine Life, til Bloomberg News.
Guldprisen stiger 1,1 pct. til 1558,40 dollar per ounce. Det er 11. år i træk, at guldprisen stiger.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder