Asien: Aktiemarkederne i plus på årets sidste handelsdag
30-12-11 kl. 30/12 2011 07:47
Asiens sidste handelsdag i 2011 byder på fremgang på de fleste børser, efter at positive indikatorer fra USA førte til en genvunden tiltro til den amerikanske økonomi.
Nøgletal torsdag viste, at antallet af nytilmeldte ledige set over den seneste måned var på det laveste niveau siden juni 2008. Samtidig steg antallet af igangværende bolighandler med 7,3 pct. i november, og det var næsten fem gange så meget, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet.
- Investorerne føler i stigende grad, at den amerikanske økonomi er mere robust, end de havde ventet. De økonomiske data ser gode ud, og det vil give aktiemarkederne et skub, især når det skubber bekymringer for Europas gældskrise væk fra forgrunden, siger Toshiyuki Kanayama, markedsanalytiker i Monex, til Bloomberg News.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en stigning på 0,4 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser. Indekset ligger dog til et minus på 18 pct. for året, det første fald siden 2008.
Japans aktieår har været hårdt præget af naturkatastrofer, kernenedsmeltning og krisen i Europa. Jordskælvet og tsunamien i marts sendte blandt andre byggeselskaber i plus, mens den europæiske gældskrise har taget hårdt på selskaber med stor eksportafhængighed. Sony, landets største eksportør af forbrugerelektronik, gik fredag tilbage med 2,0 pct.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, lukkede med en stigning på 0,7 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, lukkede i plus på 0,9 pct.
Det australske ASX-200-indeks faldt med 0,4 pct., og i Taiwan endte Taiex-indekset med en flad udvikling.
Det førende indeks i Sydkorea, Kospi, holdt lukket fredag.
Kina nød også godt af de bedrede tegn fra USA. Bilproducenten FAW Car, som samarbejder med Volkswagen, steg 4,5 pct. efter at have fået statslig godkendelse til at købe en andel i søsterselskabet Tianjin FAW Xiali Automobile fra moderselskabet China FAW Group.
Jiangxi Copper, landets største kobberproducent, steg 2,2 pct., mens den næststørste af slagsen, Tongling Nonferrous Metals Group, steg 4,1 pct. oven på stigende kobberpriser fredag. Zhuzhou Smelter, Kinas største producent af raffineret zink, gik frem med 2,2 pct.
De kinesiske børser i Shanghai og Shenzhen oplevede en fremgang på henholdsvis 1,2 pct. og 1,9 pct.
Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 0,4 pct.
Indeks Udvikling (%)
=======================================
Nikkei 225 +0,67
Topix +0,90
Hongkongs Hang Seng +0,44
China Shanghai Composite +1,19
China Shenzhen Composite +1,85
Taiwan Taiex -0,04
Sydkoreas Kospi lukket
Indiens BSE Sensex +0,77
Singapores STI -0,32
Sydney ASX 200 -0,36
---------------------------------------
Indeksudviklingerne er fra kl. 8:26
=======================================
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder