Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

NNIT opjusterer efter medvind til ny strategi

28/8 13:26

Frasalget af infrastrukturforretningen i april har medvirket til medvind for NNIT's nye strategi og givet it-virksomheden et bedre resultat i andet kvartal end ventet.

Det er baggrunden for, at selskabet lørdag kunne opjustere forventninger, oplyser Carsten Ringius, finansdirektør i NNIT, i et mailsvar til MarketWire.

- Vi passerede en meget vigtig milepæl i strategien i slutningen af april med frasalget af infrastrukturforretningen og lanceringen af den nye regionale struktur, skriver Carsten Ringius.

Derudover oplyste NNIT i maj, at selskabet vil have en markedsorienteret organisation med fire enheder - i Danmark, Europa, USA og Asien.

Efter weekendens opjustering venter NNIT nu en omsætningsvækst på omkring 15 pct. mod tidligere omkring 10 pct.

For andet kvartal viser de foreløbige tal, at NNIT har haft en vækst i omsætningen på 15 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Til sammenligning havde Danske Bank ventet en fremgang på 8 pct.

I Danske Bank er man positivt stemt over for opjusteringen, og de foreløbige tal beskrives som "opløftende" af analytiker Poul Ernst Jessen i en kommentar.

- Vi forbliver meget positive på NNIT's transformationshistorie, skriver Poul Ernst Jessen.

Driftsresultatet, EBIT, på 25 mio. kr. var samtidig klart bedre end ventet, noterer analytikeren.

Forventningerne til driftsmarginen før særlige poster blev også hævet i weekenden til omkring 6 pct. fra omkring 5 pct.

- Vi har en ambition om at forbedre vores driftsmargin på den længere bane, lyder det fra Carsten Ringius.

Opjusteringen sker, selv om en kontrakt med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen faldt til jorden tilbage i juni. NNIT vurderer, at kontrakten vil blive udbudt på ny senere i 2023.

- Vi ser en forretning, der står stærkt på flere områder, og som er i stand til at balancere, at en større kontrakt ikke materialiserer sig som forventet. NNIT står i øvrigt stærkt i forhold til det ventede genudbud, skriver Carsten Ringius om kontrakten.

NNIT ventes at fremlægge regnskab torsdag den 31. august, og den nye strategi og ambitionerne mod 2026 bliver uddybet på NNIT's kapitalmarkedsdag den 18. september.

Aktien ligger mandag først på eftermiddagen 8,4 pct. højere i 83,60 kr.

.\\˙ MarketWire