Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nasdaq-chef: Dobbeltnotering kan skaffe mere risikovillige investorer

30/9 11:29

Tirsdag var det Orphazymes tur til blive det femte danske biotekselskab til at lade sig notere på den amerikanske børs. Det skete med udstedelsen af 3,97 mio. såkaldte ADS-aktier til 11 dollar stykket.

Forkortelsen dækker over American Depositary Share, der er en betegnelse for en aktie i et ikke-amerikansk selskab, der kan handles på børsen i USA.

Håbet er at kunne rejse kapital til at dække udgifter til forskning og udvikling af nye produkter.

Typisk for biotekbranchen er der store udgifter forbundet med både udviklings - og godkendelsesprocesser, og derfor er det netop også denne type selskaber, der tiltrækkes af muligheden for en dobbeltnotering i USA og Danmark.

Sådan lyder det fra Carsten Borring, der er noteringschef for Nasdaq i København.

- Når der ses så mange dobbeltnoteringer fra specielt biotekselskaberne, er det fordi, der er en større ”pool of funds” i USA, der går ind i mere risikobetonede selskaber, som biotek-selskaber jo er per definition.

- Man får en større risikospredning i forhold til at tiltrække investorer, for der skal jo bruges mange penge i de her virksomheder. Det er her, at biotek adskiller sig fra andre brancher, at man hele tiden skal bruge mange penge, siger han til Ritzau Finans.

Det blev dog ikke fra start den dundrende succes, som Orphazyme formentlig havde håbet på. Aktien lukkede tirsdag efter første handelsdag nede med 11,7 pct. i 9,7 dollar.

VIL REJSE OVER 500 MIO. KR.

Udstedelsen af de amerikanske ADS'er er et led i en større kapitaludvidelse for Orphazyme. Samtidig skal der nemlig sælges 3,65 mio. ordinære aktier i Europa gennem en såkaldt private placement.

Aktierne sælges til en pris, der svarer til 70,1844 kr., hvilket vil give Orphazyme et bruttoprovenu på 534,5 mio. kr.

Hvis overallokeringsretten på op til godt 1,1 mio. yderligere aktier udnyttes fuldt ud, vil aktiesalget vokse til 614,7 mio. kr., oplyser selskabet.

De nye aktier vil efterfølgende repræsentere 22 pct. af Orphazymes aktiekapital eksklusive overallokeringsretten og 24,4 pct. af aktiekapitalen, hvis den fulde overallokeringsret udnyttes.

EN ANDEN KULTUR

Ifølge Carsten Borring er dobbeltnoteringerne ikke udtryk for, at der er noget galt med det danske aktiemarked. Faktisk er den nordiske biotek-børs den største i Europa, lyder det.

Der er dog en stor videns- og kulturforskel i forhold til den måde, investorerne går til teknologiaktierne på hver sin side af Atlanten. Derfor kan selskaberne skaffe en anden type af investorer.

Ifølge noteringschefen er der en langt større risikoappetit på teknologiselskaber - ikke mindst biotekselskaber - i USA, koblet med at investorerne er langt mere specialiserede end deres danske og europæiske kolleger.

- De har set mange forskellige teknologiplatforme, og hvordan de performer. Så hvis du har et dansk selskab inden for teknologibranchen, så er der allerede tre eller fire andre selskaber i USA, der laver det samme, siger Carsten Borring.

Det betyder også, at der typisk er flere penge på spil, når investorerne kaster sig over en aktie.

- Vi ser de amerikanske investorer gå ind med en helt anden appetit og risiko på de her aktier. I brede termer ser vi typisk, at danske og europæiske investorer spørger til, hvornår der kommer sorte tal på bundlinjen, og amerikanerne i stedet spørger til, hvor mange penge du skal bruge, får at nå målet, siger han.

FORSØGER AT HOLDE PÅ SELSKABERNE

For Nasdaq er muligheden for en dobbeltnotering også en måde at holde de mindre danske selskaber i Danmark.

Hvis et selskab pludselig står med et par store amerikanske investorer i ryggen, kan det nemlig være svært at se formålet i at forblive i Danmark.

- Vi er nødt til at få nogle danske investorer med lidt større risikoprofil. Det er noget af det, vi prøver på vores First North-børs – at få nogle selskaber til at blive på vores juniorbørs og hente nogle penge her.

- Så vil de automatisk få et lidt bedre rodnet i Danmark og blive sværere at rive op, hvis der kommer en amerikanske investor og vil have dem med til Silicon Valley, lyder det fra Carsten Borring.

/ritzau/FINANS