Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Ambu skuffer og Bavarian løfter på stor regnskabsdag

11/11 08:04

Startskuddet til onsdagens store regnskabsdag har allerede lydt, da både GN, Bavarian Nordic og Ambu har afleveret regnskaber for henholdsvis tredje og fjerde kvartal.

Bavarian opjusterede forventningerne, og mens GN overraskede positivt - til trods for at en række af tallene var kendt på forhånd - var der mere blandede takter fra Ambu, hvor driftsresultatet skuffede i forhold til forventningerne.

På de øvrige aktiemarkeder i verden over er der onsdag morgen lidt blandede tendenser, hvor de amerikanske markeder indikeres til små plusser, mens futures for det toneangivende tyske Dax-indeks omvendt ligger til et fald på 0,3 pct.

Det danske eliteindeks lukkede tirsdag med et fald på 0,7 pct. til indeks 1552,16.

GN'S OVERSKUD VAR STØRRE END VENTET

Meget af spændingen var på forhånd taget ud af GN's regnskab for tredje kvartal, da selskabet forinden havde delt en række foreløbige tal. Alligevel viste bundlinjen sig bedre end ventet.

Her landede resultatet efter skat på 623 mio. kr. mod 345 mio. kr. i samme periode sidste år. Til sammenligning havde analytikerne ventet et nettoresultatet på 529 mio. kr.

De foreløbige tal blev bekræftet hos de to divisioner Audio og Hearing, hvor GN Audio dog opjusterede de foreløbige tal for den organiske vækst til 72 pct. mod tidligere 71 pct.

Fremgangen hos GN var drevet af Audio, der har nydt godt af, at mange har arbejdet hjemme under coronapandemien, mens høreapparatsdivisionen GN Hearing omvendt var hårdt ramt af, at mange i divisionens kernesegment har udskudt deres besøg hos audiologer som følge af covid-19.

AMBU SKUFFER PÅ DRIFTEN

Hos medikoselskabet Ambu var der generel fremgang i fjerde kvartal i forhold til samme periode året forinden. Dog skuffede navnlig driftsresultatet og salget af engangsendoskober en kende i forhold til analytikernes forventninger.

Omsætningen endte på 871 mio. kr. i kvartalet, og det er en stigning fra salget på 606 mio. kr. i samme periode året forinden. Det svarer til en vækst i lokal valuta på 48 pct. Til sammenligning var der ventet en vækst i salget på organisk basis på 46 pct. i kvartalet.

Overskuddet af primær drift, EBIT, landede før særlige poster på 29 mio. kr. mod 18 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Dog havde analytikerne her sat næsen op efter et driftsresultat på 41 mio.

I perioden solgte Ambu 255.000 endoskoper til engangsbrug, og det er dermed en stigning fra de 194.000 enheder, der blev solgt i samme kvartal året forinden.

Omvendt er der tale om et fald fra 337.000 solgte endoskoper i tredje kvartal af regnskabsåret.

Det var også lavere end ventet, da analytikerne havde ventet et salg af 278.0000 engangsendoskoper i perioden.

Ambu har også løftet sløret for forventningerne til det kommende regnskabsår, hvor selskabet venter en organisk omsætningsvækst på 17-20 pct. i lokal valuta og ser en overskudsgraden, EBIT-marginen, før særlige poster på 11-12 pct. Ambu venter derudover at sælge mellem 1,3 og 1,4 mio. endoskoper til engangsbrug.

BAVARIAN OPJUSTERER

Bavarian Nordic har i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal opjusteret forventningerne til 2020 og venter nu en omsætning på 1900 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 725 mio. kr.

Tidligere ventede selskabet en omsætning på 1900 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 675 mio. kr.

Derudover viste regnskabet fremgang på alle poster, da omsætningen landede på 558 mio. kr. mod 144,1 mio. kr. i samme kvartal af 2019. Driftsresultatet (EBIT) endte på 63,9 mio. kr. mod et underskud sidste år på 96,5 mio. kr.

Den samme tendens gjorde sig gældende på bundlinjen, hvor perioden endte med et overskud på 26,4 mio. kr. mod et underskud i samme kvartal sidste år på 99,2 mio. kr.

ALK MED LILLE DRIFTSOVERSKUD

Det er dog ikke kun C25-selskaberne, der har afleveret regnskaber før markedsåbning. Også blandt sidepapirerne har morgenen indtil videre budt på tal fra ALK Abelló og TCM.

Med foreløbige regnskabstal og en justering af 2020-forventninger har ALK-Abelló taget noget af spændingen ud af regnskabet for tredje kvartal, der dog indtjeningsmæssigt er ukendt på en lang række poster.

Allergivaccineselskabet omsatte som tidligere meddelt for 772 mio. kr. i juli, august og september mod 739 mio. kr. i samme periode året før.

Driftsresultatet, EBIT, blev et overskud på 6 mio. kr. mod et minus på 18 mio. kr. i tredje kvartal af 2019. Analytikerkorpset havde inden ALK opjusterede indtjeningsforventningerne i sidste uge regnet med et underskud på 31 mio. kr.

Hos køkkenproducenten TCM Group var der solide takter, da omsætningen i tredje kvartal voksede 4,2 pct., mens driftsresultatet (EBIT) landede på 32,1 mio. kr. mod 34,1 mio. kr. sidste år.

/ritzau/FINANS