Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Flad åbning i sigte med fokus på Maersk Drilling

20/11 08:25

Der er fredag udsigt til en forholdsvis stille dag på kontoret på det danske aktiemarked, hvor en handelsopdatering fra Maersk Drilling kan tage det mest af opmærksomheden.

På den danske scene ventes en flad start på dagen, idet den tyske DAX-future, der plejer at være en god indikator for det danske aktiemarked, ligger uændret, mens den amerikanske S&P 500-future falder med 0,5 pct.

Dermed er torsdagens sene fremgang på de amerikanske aktiemarkeder reduceret efter splid torsdag aften mellem den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, og den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell.

Mnuchin sendte torsdag aften et brev til Powell, hvori han bad om, at den amerikanske centralbank returnerer ubrugte midler øremærket pandemilån til blandt andet virksomheder og non-profit organisationer.

C25-indekset lukkede torsdag med en gevinst på 0,4 pct. til 1569,97, hvor det især var de grønne aktier, der trak indekset opad, efter nye strategimål for havvind fra EU-Kommissionen.

Vestas sluttede torsdag med en gevinst på 2,3 pct. til lukkerekord 1192 kr., og Ørsted blev sendt 2 pct. højere til 1102,50 kr.

MAERSK DRILLING GIVER BUNDEN AF PROGNOSEN ET LILLE LØFT

Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972, oppræciserer sine forventninger til hele 2020.

Det fremgår af selskabets handelsopdatering for tredje kvartal, der er offentliggjort fredag morgen.

Selskabet venter nu et driftsresultat (EBITDA) før særlige poster på 275-300 mio. dollar mod den tidligere forventning om 250-300 mio. dollar.

Dermed er der fortsat lagt op til et fald fra driftsoverskuddet på 415 mio. dollar sidste år, og det er især coronakrisen og de kraftigt faldende oliepriser, som har ramt selskabets kunder hårdt.

Efter et hårdt og coronaramt forår er der nu så småt kommet mere gang i markedet for borerigge, som danske Maersk Drilling er leverandør af.

- Vi begynder at se øget markedsaktivitet med mange igangværende tenders og kundedialoger, siger Jørn Madsen, der er administrerende direktør hos Maersk Drilling, i handelsopdateringen for tredje kvartal.

Maersk Drilling-aktien lukkede torsdag med en stigning på 0,9 pct. i 175,50 kr.

MÆRSK OG JYSKE BANK FÅR LØFTEDE KURSMÅL AF JPMORGAN

A.P. Møller - Mærsk får efter onsdagens regnskab og tirsdagens sene opjustering løftet kursmålet til 15.121 kr. fra 12.634 kr. af finanshuset JPMorgan.

Det viser data fra Bloomberg News.

Det amerikanske finanshus gentager den positive anbefaling "overvægt".

A.P. Møller - Mærsks B-aktie lukkede torsdag med et fald på 0,4 pct. i 11.385 kr.

Jyske Bank har også fået løftet sit kursmål hos JPMorgan, der har hævet til 180 kr. fra 165 kr. Her hedder anbefalingen fortsat ”neutral” fremgik det torsdag aften af data fra Bloomberg News.

Jyske Bank-aktien tabte torsdag 0,3 pct. til 235,10 kr.

UNIBREW SÆNKET TIL ”SÆLG” FRA ”HOLD”

Svenske Handelsbanken har sænket sin anbefaling af Royal Unibrew-aktien til "sælg" fra "hold".

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Kursmålet for aktien fastholdes på 650 kr., hvilket indikerer et negativt potentiale på 5,6 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 688,20 kr.

Royal Unibrew kom med regnskab for tredje kvartal den 17. november, hvor bryggerikoncernen havde en omsætning på 2258 mio. kr. samt et driftsoverskud (EBIT) på 600 mio. kr.

Unibrew-aktien endte torsdag med et minus på 1,4 pct. i 688,20 kr.

Bioportos kursmål er reduceret til 3,52 kr. fra 3,76 kr. af finanshuset Edison Investment Research. Det viste data fra Bloomberg News torsdag aften.

Bioporto-aktien faldt torsdag med 0,7 pct. til 3,03 kr.

BOOZT HAR FØRSTE DAG PÅ BØRSEN I KØBENHAVN

Boozt gør sin entre på fondsbørsen i København fredag, og det sker med en noteringskurs på 105 kr.

Det fremgår af en meddelelse fredag morgen.

Det er under det udbudsinterval på 110-140 kr., som Boozt indikerede i en meddelelse den 9. november.

I en meddelelse den 11. november fjernede selskabet imidlertid den nedre grænse for udbudsprisen.

AGAT NEDJUSTERER FORVENTNINGERNE

Agat Ejendomme nedjusterede torsdag aften sine forventninger til koncernresultatet før værdireguleringer, resultat af restaktiviteter og skat.

Forventningerne blev sænket med 10 mio. kr., så resultatet nu ventes at lande på mellem minus 20 og minus 30 mio. kr.

Nedjusteringen sker som følge af, at selskabet har tabt en anlagt sag mod udviklingsselskabet Køge Kyst, der dog er blevet anket. Til gengæld har Agat Ejendomme opnået en rentebesparelse.

Agat Ejendomme sluttede torsdag med en stigning på 1,5 pct. i 2,06 kr.

/ritzau/FINANS