Onsdagens danske avisuddrag med Velux, Jyske Bank og brexit
6/1 06:52
BØRSEN
METTE FREDERIKSEN: VI ER I ET KAPLØB MOD MUTATION
Den britiske og meget smitsomme coronamutation har sendt Danmark i højeste risikoniveau, og regeringen har derfor strammet restriktionerne. (Forside, side 18)
VELUX-ARVING I EUROPÆISK KONSOLIDERING
Den kapitalstærke Velux-arving Mads Kann-Rasmussen fra vindueskoncernen VKR Holding er klar til nye opkøb for 5 mia. kr. Selskabet tager et skridt i en begyndende konsolidering af det europæiske marked, fortæller VKR-chefen. (side 6-7)
DANSK FIRMA SER GULDGRUBE I DIGITALE RÅD OM SUNDHED
Liva Healthcare har rejst 185 mio. kr. og jagter en europæisk topplacering inden for digital vejledning af folk med livsstilssygdomme. (side 8)
CREATIV COMPANY KØBER STOR KONKURRENT
Creativ Company, der er Danmarks største leverandør af hobbyartikler, overtager konkurrenten AV Form. Med overtagelsen når Creativ Company pænt over en halv mia. kr. i omsætning. (side 12)
DANSKE BRØDRE TJENER MILLIONER PÅ 3D-PROGRAM
Overskuddet i 3D-selskabet Luxion, der har Microsoft og Google som kunder, når nye højder, og brødrene bag tjener styrtende. (side 14)
ERHVERVSLIVET KRÆVER ANSATTE FREM I VACCINEKØ
Frem for at sortere vaccinekøen efter alder bør man sende nøgleansatte fra eksportvirksomheder frem i vaccinekøen, mener Dansk Erhverv. Søren Brostrøm forsvarer prioritering. (side 16-17)
TOPØKONOMER DYBT BEKYMREDE FOR ØKONOMIEN EFTER CORONA
Flere førende økonomer advarer om, at de langsigtede konsekvenser af coronapandemien kan blive alvorlige. (side 21)
TOPPEN AF AMERIKANSK ERHVERVSLIV ØNSKER TRUMPS OVERGIVELSE
Flere topchefer i USA's erhvervsliv peger på, at Donald Trump og republikanske folkevalgte skal stoppe med at "underminere demokratiet og retsstaten". (side 22)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
JYSKE BANK KAN STÅ MED STORT LEDELSESPROBLEM SNART
Med en gennemsnitsalder på 61 år i direktionen, står Jyske Bank muligvis snart med et ledelsesproblem. Der er heller ikke en oplagt kandidat til at overtage pladsen fra nuværende topchef, Anders Dam. (Forsiden, side 6-7)
BREXIT-KATASTROFE FOR FISKEFABRIKKER ER AFVÆRGET
Den danske fiskeindustri har længe været truet af Brexit, men nu er katastrofen afværget, da fiskerne de næste fem et halvt år fortsat får adgang til at fange en stort set uændret andel af arter i britiske farvande. (side 4)
ØKONOMER KALDER PÅ FLERE VACCINER
Flere økonomer mener, at der ikke skal spares på noget, hvis vaccinerne kan komme i spil hurtigere. Det vil hurtigt blive tjent ind igen, lyder det. (Side 9)
DANSKERE HAR KØBT MERE LOKALT UNDER KRISEN
Flere danske kæder og branchefolk oplever efterspørgsel på danske madvarer under coronakrisen. (Side 10)
BERLINGSKE BUSINESS
LEVERANDØRER FALDER NED I HJÆLPEPAKKE-HUL
Flere brancheorganisationer mener, at dokumentationskrav til coronahjælpepakker skal gentænkes. Erhvervsdrivende, som leverandører, har angiveligt svært ved at få kompensation under de nuværende forhold. (Forsiden, side 4-5)
SERVICEFRADRAG ER TIL "HØJTLØNNEDE" SIGER EKSPERT
Servicefradraget, der kan bruges i 2021, lægger op til, at danskere kan bruge flere penge på blandt andet hushjælp. Men fradraget synes at være designet til personer, der tjener godt, mener skatteekspert. (Side 3)
PARTIER VIL HAVE PRIVATE AKTØRER MED I VACCINEPROCES
Venstre og Dansk Folkeparti mener, at private aktører i højere grad bør inddrages i vaccinationsprocessen for at undgå flaskehalse. (Side 6)
/ritzau/FINANS
