Asien: Optimisme og positive futures giver brede stigninger
2/2 06:32
De asiatiske aktiemarkeder er i stærk fremgang tirsdag, hvor en i forvejen underliggende positiv tendens bliver forstærket af stigende amerikanske aktiefutures.
Bekymringer for sidste uges pres udløst af amerikanske privatinvestorer, der rystede de globale markeder, er aftaget, hvilket gør det lettere for købelystne investorer at kaste sig over aktier og andre mere risikable aktiver.
Det er især teknologiaktierne, der trækker læsset tirsdag.
- Amerikanske markeder begynder at stabilisere sig, så vi kan igen vende opmærksomheden mod indtjening og fundamentale forhold. Der er optimisme omkring indtjeningen i den amerikanske teknologisektor og hos de japanske producenter, siger chefstrateg Takashi Nishizawa fra Nomura Securities i Tokyo til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan øger 1,3 pct., og de amerikanske futures peger på kursstigninger på 0,4-0,8 pct., når markedet i New York åbner i eftermiddag.
I Tokyo er Sony Corp i front med en stigning på 3,2 pct. Nikkei 225-indeks øger 0,9 pct., og det bredere Topix-indeks stiger 0,8 pct.
De kinesiske markeder er ligeledes med på vognen. Shanghai Composite stiger 0,6 pct., og CSI 300 lægger fra med et plus på 1,1 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks øger samtidig 1,8 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,9 |
| Topix | +0,8 |
| Hongkongs Hang Seng | +1,8 |
| China Shanghai Composite | +0,6 |
| China CSI 300 | +1,1 |
| Taiwan Taiex | +2,5 |
| Sydkoreas Kospi | +1,4 |
| Indiens BSE Sensex | +1,7 |
| Singapores STI | +0,5 |
| Sydney ASX 200 | +1,5 |
Indeksværdi klokken 5.35.
/ritzau/FINANS
