USA: Senatet godkender udkast til Bidens stimulipakke
5/2 12:00
Det amerikanske senat har med det snævrest mulige flertal - 51 mod 50 - godkendt et udkast til præsident Joe Bidens stimulipakke på 1900 mia. dollar.
Det skriver Bloomberg News.
Efter 15 timers forhandlinger brød vicepræsidenten, Kamala Harris, dødvandet ved for første gang at agere tungen på vægtskålen og sikre, at forslaget gik igennem.
Det betyder, at Repræsentanternes Hus, det andet kammer i Kongressen, hvor Demokraternes har overvældende flertal, sandsynligvis skal samles i løbet af fredagen og stemme en ny finanslov igennem.
Hvis det forløber som ventet, kan Demokraterne derefter udarbejde et lovforslag for stimulipakken, der kan passere, uden behov for at Republikanerne stemmer for.
Der er dog fortsat mulighed for modstand fra Demokraterne selv, da mere midtersøgende medlemmer har ytret ønske om en aftale på tværs af de to partier.
/ritzau/FINANS
