Aktier/tendens: Vild regnskabsdag med A.P. Møller-Mærsk og mange andre
10/2 08:39
Investorerne vil have fokus på regnskaberne fra en håndfuld af fondsbørsens største selskaber onsdag morgen.
A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth, Vestas og DSV Panalpina står højest på listen, hvor også Rockwool, Simcorp, DFDS og flere andre blander sig i regnskabskoret.
Internationalt er de amerikanske aktier steget en smule efter dansk lukketid tirsdag, og kursstigningerne er blevet fulgt op af generelt positive markeder i Asien onsdag morgen.
Også de amerikanske indeksfutures peger op, idet Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq indikeres at åbne med plusser på 0,3-0,5 pct., når det amerikanske marked åbner senere på dagen.
Den tyske DAX-future, der er en god indikator for det danske aktiemarked, stiger samtidig 0,6 pct.
Det danske eliteindeks, C25, lukkede tirsdag med et fald på 0,8 pct. til 1660,03.
VILD REGNSKABSDAG
A.P. Møller-Mærsk tjente flere penge på driften i fjerde kvartal end i samme kvartal året før, men skuffede alligevel i forhold til analytikernes estimater.
Driftsoverskuddet før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBITDA) blev i fjerde kvartal sidste år 2711 mio. dollar, mod de ventede 3032 mio. dollar.
Til gengæld var omsætningen 11.255 mio. dollar mod de ventede 11.074 mio. dollar.
På de nedre regnskabslinjer bogførte Mærsk et overskud for de fortsættende aktiviteter på 1301 mio. dollar i fjerde kvartal mod et estimat på 1649 mio. dollar.
Det underliggende overskud blev 1361 mio. dollar og landede dermed dårligere end analytikernes forventning, der lød på 1665 mio. dollar. Alligevel mere end fordobles udbyttet, der nu foreslås på 330 kr. Sidste år blev der udbetalt 150 kr.
Mærsk forudser et underliggende 2021-driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBTIDA) på 8,5-10,5 mia. dollar i 2021 og et underliggende driftsresultat (EBIT) på 4,3-6,3 mia. dollar.
I 2020 fik Mærsk et EBITDA på 8,3 mia. dollar og et EBIT på 4,2 mia. dollar.
A.P. Møller-Mærsk steg tirsdag 0,6 pct. til 13.410 kr.
DSV KØRER NYE TAL FREM
Transportgiganten DSV Panalpina kom svagere end ventet gennem fjerde kvartal 2020 målt på driftsindtjeningen. Koncernen opnåede i kvartalet en indtjening på 2616 mio. kr. på driften før særlige poster (EBIT).
For 2021 ventes et driftsoverskud før særlige poster på 10.500-11.500 mio. kr.
Oveni øger DSV Panalpina sit aktietilbagekøbsprogram med 2 mia. kr.
Tirsdag steg DSV Panalpina 0,3 pct. til 1033,00 kr.
FLS SER FASTHOLDT OMSÆTNING
FLSmidth havde i 2020 en samlet omsætning på 16,4 mio. kr. og en EBITA-margin på 4,7 pct., og omsætningen ventes at kunne fastholdes i år, mens driftsmarginalen estimeres at øges til 5-6 pct.
Cementdivision havde minus på driften i fjerde kvartal, men koncernens anden division. Mining, kom ud med overskud. Og helt nede på bundlinjen var selve overskuddet i kvartalet på 78 mio. kr. mod 227 mio. kr. året før.
FLSmidths ordreindgang i fjerde kvartal 2020 blev på 4695 mio. kr., mens der året før var en ordreindgang på 4389 mio. kr.
FLSmidth lukkede i 233,20 kr. efter en stigning på 0,9 pct. tirsdag.
SIMCORP UDEN STORE OVERRASKELSER
Simcorp havde på forhånd pillet overraskelsesmomentet ud af det regnskab gennem en opjustering i december.
Koncernens ordreindgang i fjerde kvartal var 57 mio. euro eller 4 mio. euro mere end ventet, og ordrebogen er nu på 56 mio. euro eller 13 mio. euro mer end ventet.
Selve driften gav et overskud på 58 mio. euro, hvor der var ventet 57 mio. euro.
Simcorp steg 1,0 pct. til 875,00 kr. tirsdag.
Rockwool ventes at fremlægge regnskab for 2020 i eftermiddag. Her ventes en årsomsætning på 2598 mio. euro hvilket efterlader et stykke vej op til de 2757 mio. euro, som isoleringskoncernen omsatte for året forinden.
Rockwool faldt 3,2 pct. tirsdag, hvor aktien sluttede i 2214,00 kr.
ALK GÅR IND PÅ NYT MARKED
Blandt sidepapirerne fik allergikoncernen ALK-Abelló et driftsresultat på 495 mio. kr. i 2020 og i år estimeres det at lande på 325-425 mio. kr.
Koncernen vil bruge 650 mio. kr. til forskning og udvikling, herunder investeringer, der skal medvirke til, at ALK går ind på markedet for fødevareallergi.
Både omsætning og drift var nogenlunde på niveau med forventningerne, og fremover ser ALK en organisk vækst på 10 pct. eller mere.
Allergiaktien faldt 3,5 pct. tirsdag til 2510 kr.
Rederiet DFDS' ser øget usikkerhed på grund af uvished om rejserestriktionernes varighed. ligesom de langsigtede effekter af brexit heller ikke står klart endnu.
Rederiet satser på en vækst i omsætningen på 20-25 pct. og en stigning i driftsresultatet før særlige poster til 3,0-3,5 mia. kr. fra 2,7 mia. kr. i 2020.
DFDS har da også fået en dårlig start på året, idet de samlede fragtmængder i januar lå 13 pct. lavere end sidste år justeret for strukturelle ruteændringer.
DFDS steg 0,4 pct. til 282,60 kr. tirsdag.
VESTAS MED MØLLE OG REGNSKAB
Tilbage i eliteindekset slår Vestas tilbage i kampen om havmøllemarkedet med lanceringen af en gigantisk mølle på 15 megawatt (MW). Den første prototype ventes installeret i 2022, mens serieproduktion ventes at kunne starte i 2024.
Af vindmøllekoncernens regnskab fremgår det, at den havde i fjerde kvartal langt flere såkaldte uannoncerede ordrer end ventet. Den samlede ordreindgang endte på 5558 megawatt (MW), hvoraf 3818 MW i forvejen var blevet offentliggjort løbende hen over kvartalet. Ifølge et estimat indsamlet af Vestas selv havde analytikerne ventet en ordreindgang på 4944 MW.
Fjerde kvartal bød på en negativ overraskelse på indtjeningen, mens omsætningen landede tæt på det ventede niveau.
I årets fjerde kvartal nåede vindmølleproducenten en omsætning på 4273 mio. euro og et driftsoverskud, EBIT, før særlige poster på 358 mio. euro.
Vestas lukkede tirsdag i 1278,00 kr. efter et fald på 3,8 pct.
DAGEN DERPÅ FOR DEMANT
En række børshuse har løftet kursmålet for aktien i Demant efter selskabets årsregnskab tirsdag, der bød på nogle uventet optimistiske forventninger til det nye regnskabsår.
Demant steg hele 11,8 pct. tirsdag til 262,40 kr.
/ritzau/FINANS
