Asien: Renteuro giver kraftige kursfald overalt
26/2 06:32
De asiatiske aktieinvestorer forfølger fredag Wall Streets torsdagsudsalg, efter at de globale obligationsmarkeder har sendt renterne kraftigt i vejret og skræmt investorerne, der frygter at lide store tab udløst af tvangssalg af andre aktiver.
Omfanget af obligationsudsalget fik fredag den australske centralbank til at iværksætte et obligationsopkøb for at forsøge at stoppe udsalget og reducere renten fra tidlige toppe.
- Renten på obligationsmarkedet er nået til en lidt mere fatal fase for de risikofyldte aktiver, siger chefstrateg Damien McColough fra Westpac i Sydney ifølge Reuters.
Hos Nishimura Securities i Tokyo er chefstrateg Soichiro Monji lidt mere afmålt.
- Kort sagt tror jeg, at aktiemarkedet var steget lidt for meget, siger han til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 2,4 pct., og de store amerikanske indeksfutures peger på fald på 0,2-0,7 pct., når markederne kommer i gang i New York senere på dagen.
I Tokyo er investorerne godt i gang med at afvikle deres positioner.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks falder 2,9 pct., og det bredere Topix-indeks dykker 2,3 pct.
På det kinesiske fastland er børserne også markant i rødt. Shanghai Composite dropper 1,8 pct., og CSI 300 dykker 2,1 pct.
På børsen i Hongkong viger Hang Seng-indekset med 2,4 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -2,9 |
| Topix | -2,3 |
| Hongkongs Hang Seng | -2,4 |
| China Shanghai Composite | -1,8 |
| China CSI 300 | -2,1 |
| Taiwan Taiex | -2,5 |
| Sydkoreas Kospi | -3,3 |
| Indiens BSE Sensex | -1,4 |
| Singapores STI | -1,0 |
| Sydney ASX 200 | -1,8 |
Indeksværdi klokken 5.15.
/ritzau/FINANS
