Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Markedet holder vejret før amerikansk inflation

26/2 07:17

Det danske obligationsmarked ventes fredag at åbne tæt på uændret efter store rentestigninger torsdag, da inflationsfrygt var med til at sende de globale renter kraftigt i vejret.

Der er fredag nyt fra netop inflationsfronten, når der i eftermiddag kommer tal for forbrugerprisudviklingen i USA.

- En overraskende høj inflation vil kunne presse renterne op. I går så vi, hvor meget uro rentestigningerne kan skabe i øjeblikket, skriver seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk.

Det er den enorme mængde stimulus, som den amerikanske centralbank, Fed, og den føderale regering har sendt ind i økonomien, udsigten til genåbning og udrulning af vacciner, der skræmmer investorer på inflationsfronten.

Udsigten til stigende inflation betød torsdag storudsalg af aktier i USA, hvilket blandt andet sendte Nasdaq-indekset ned med 3,5 pct.

Renten på den danske tiårige statsobligation steg torsdag med 8 basispoint til minus 0,09 pct., hvilket er det højeste niveau siden april sidste år.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation drønede op med 14 basispoint til 1,52 pct.

Fredag morgen falder renten på den tiårige T-bond til 1,47 pct. på markedet i Tokyo. Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

Inflationstallene, som lander fredag eftermiddag, er den såkaldte kerne-PCE, hvilket er Feds foretrukne inflationsmål. Kim Blindbæk venter, at tallene kan overraske til den høje side.

- Ikke desto mindre peger investorernes forventninger på, at kerne-PCE steg med 0,2 procent i januar. Det kan hurtigt vise sig at blive til den lave side givet de informationer, som vi allerede har, skriver han og henviser til tidligere inflationsmålinger og tal for producentpriser i januar.

Hvis stigningstakten på månedsbasis lander på 0,4 pct. i dagens tal vil det ifølge Kim Blindbæk være den højeste stigningstakt siden januar 2007.

- Så høj en stigningstakt kan gøre investorerne bekymrede for, om Fed vil stramme pengepolitikken hurtigere eller kraftigere end ventet. Det kan sende renterne op, skriver han.

Fredag kommer der også tal for amerikanernes forbrug og indkomst. Her venter markedet en stor stigning i amerikanernes indkomst, da mange har fået udbetalt en check på 600 dollar i januar.

/ritzau/FINANS