Fredagens aviser med Unibrew, Norden og Ørsted
5/3 06:32
BØRSEN
REKORDMANGE JOBOPSLAG TRODS CORONAKRISE
25.117. Så mange jobopslag var der i februar måned at finde på Jobindex, hvilket slår den hidtidige rekord fra oktober sidste år på 25.055. Tallet er det højeste antal jobannoncer for en enkelt måned siden finanskrisen. (Forside, side 24-25)
DANFOSS VENTER VÆKST – ISÆR PÅ INDUSTRIEVENTYR
Danfoss-topchef Kim Fausing har i sin pipeline ordrer for flere hundrede mio. euro på produkter til elektrificering. (Side 4)
CORONA PRESSER GIGANTER TIL LANGE AFTALER
Det vedvarende pres på verdens logistikkæder får nu detailkæmper i hele verden til at indgå rekordlange aftaler med skibsrederne. (Side 6-7)
MÆRSK INVESTERER I NYE TRANSPORTFACILITETER PÅ TVÆRS AF AMERIKA
Problemerne med flaskehalse ind og ud af USA har stået på så længe, at A.P. Møller-Mærsk nu justerer sit rutenetværk og løfter investeringsniveauet i Nordamerika. Side 6-7)
UNIBREW-TOPCHEF VIL DYRKE NYE VÆKSTLOMMER
Royal Unibrew sled sig stærkt gennem coronaåret 2020, og topchefen fokuserer nu på at holde momentum med nye vækstområder og forberede sig på genåbningen af barer og restauranter. (Side 10-11)
2020 KUNNE SAGTENS VÆRE GÅET GALT FOR NORDEN
Nordens strategi er lagt, efter at markedet har store udsving og dermed et minimum af egne skibe. Og 2020 var et usædvanligt og volatilt år, der i sidste ende gav rekord. (Side 12)
KOLDING-FIRMA MED MÆRSK I RYGGEN VIL PÅ BØRSEN
Brintkometen Green Hydrogen System, som A.P. Møller Holding har investeret i, sigter mod en milliardnotering på børsen inden sommer. (Side 14)
NORDIC BIOSCIENCE ER KLAR TIL BØRSNOTERING NU
Med kapitalfonden KKR i ejerkredsen ventes biotekselskabet Nordic Bioscience reelt at have sat kurs mod en børsnotering. (Side 16)
PLANDAY SÆLGES
Planday, der blev stiftet i 2004, skifter hænder efter salg til New Zealand-baserede Xero. Det er den tredje milliardhandel med et dansk it-selskab på 45 dage. (Side 18)
DANSK HEDGEFONDFORVALTER RAMT AF SPEKULATIV BOBLE
En spekulativ mani præger aktiemarkedet, og det har kostet en dansk hedgefond millioner, fortæller forvalteren bag. (Side 34-35)
BERLINGSKE BUSINESS
DANSKE BØRSMASTODONTER ER BRAGET GENNEM KRISEN
Mens restauranter og rejsebranche kæmper for overlevelse, er Danmarks største børsnoterede virksomheder braget lige gennem coronakrisen med en historisk høj indtjening. Især life science og transportbranchen har klaret sig godt. (Side 4)
ØRSTEDS AKTIENEDTUR KOSTER 186 MIA. I MARKEDSVÆRDI
Efter en stigning på 83 pct. i 2020 er Ørsted i år landet som den dårligste aktie i Danmarks eliteindeks, C25. Analytikerne er vildt uenige om fremtiden – nogle forudser et yderligere kollaps på 40 pct., men andre tror på endnu en kursfest. (Side 6)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NOVO-FORMAND FORVENTER ØGET PRES PÅ MEDICINALINDUSTRIEN
Corona-pandemien vil øge presset på medicinalindustrien, for der venter skatteyderne en stor regning, der kan ramme fremtidens sundhedsbudgetter, forudser Novo Nordisks norske bestyrelsesformand Helge Lund. (Forside, side 6-7)
NORD INVESTMENTS I HIDTIL STØRSTE MILLIONTAB
Nord Investments, der står bag en investeringsrobot, kom ud af 2020 med et forventet underskud på lidt over 6 mio. kr. Ejerne har måttet tilføre selskabet penge. (Side 4)
DANFOSS PÅ RET KØL EFTER CORONATURBULENS
Danfoss har med topchefens egne ord aldrig været mere relevant. Derfor har han og resten af ledelsen brugt 2020 på at køre selskabet i stilling til at vokse – og væksten skal komme fra alle tre forretningsområder. (Side 11)
SPAREKASSEN KRONJYLLANDS BASISINDTJENING I TOPFORM
Sparekassen Kronjyllands medarbejdere er Europas mest tilfredse, og bestyrelsesformandens vederlag stiger med mere end 50 pct. (Side 11)
REDERIET NORDEN NÆSTEN FEMDOBLEDE SIT RESULTAT
Efter en barsk start slutter rederiet D/S Norden året med at trække det bedste justerede resultat hjem i ti år. (Side 12)
GRØN BRINTKOMET HAR KURS MOD MILLIARDNOTERING
Green Hydrogen Systems kan gå på børsen til mellem 5 og 10 mia. kr. Carnegie, ABG Sundal Collier og JP Morgan skal sende selskabet ind på kurslisterne. (Side 12-13)
/ritzau/FINANS