Aktier/tendens: Bavarian kan igen løbe med opmærksomhed i rødt marked
19/3 08:06
Det danske aktiemarked tegner til at åbne i negativt territorium fredag, hvor dagens vigtigste kalendersatte begivenheder er regnskaber fra fodboldklubben Silkeborg IF og industriselskabet Skako.
Men også Bavarian Nordic kan løbe med opmærksomheden i dagens handel, da dagbladet Børsen har en historie om, at den danske stat potentielt vil finansiere selskabets udvikling af en coronavaccine.
Den tyske DAX-future - en god rettesnor for udviklingen i Danmark - peger ned med 0,7 pct. før den europæiske aktieåbning. Også futures for de tre ledende indeks i USA peger mod tilbagegang.
Dow Jones handles stort set uændret, mens S&P 500 og Nasdaq indikerer tilbagegang på 0,1-0,4 pct.
- Her til morgen må investorerne på de asiatiske aktiemarkeder se ganske store tab i øjnene efter den japanske centralbank har justeret deres mål for renteudviklingen og deres obligationsopkøbsprogrammer, skriver Handelsbanken i sit morgenbrev.
Den generelt negative stemning på de globale aktiemarkeder ser dermed ud til at vende torsdagens C25-fremgang på 0,5 pct. til tilbagegang.
I torsdagens aktiehandel kravlede Bavarian Nordic til tops i håb om succes for selskabets coronavaccine. Aktien endte 8,6 pct. højere i 248,20 kr.
Såfremt Bavarian Nordic får hjælp af den danske stat til at udvikle sin coronavaccine, kan det ifølge Nordea - i gunstigste fald - firdoble aktiekursen. Aktien er den mest stigende i C25-indekset i år.
FOKUS PÅ CHR. HANSEN
Fredag kan der også komme fokus på Chr. Hansen. Handelsbanken skriver i en analyse, at selskabet har potentiale, men at der vil gå en rum tid, før investorernes tillid er genvundet.
- Chr. Hansen-aktien har været under pres siden juli 2020, hvor aktien toppede i kurs 726,60 kr. Siden da har blandt andet svagere end ventede regnskaber været med til at fastholde aktien i en negativ trend, skriver bankens analytikere.
En aktie i ingredienskoncernen faldt 0,2 pct. torsdag til 557 kr., og alene i år er aktien faldet 11 pct.
Handelsbankens analytikere ser dog positivt på det langsigtede potentiale for Chr. Hansen - blandt andet på grund af selskabets "unikke position på et relativt attraktivt marked."
I dagens marked er det også værd at holde øje med, om regnskabsaktuelle Skako og Silkeborg IF formår at indfri sine forventninger til 2020.
Silkeborg IF venter for 2020 et overskud før eventuelle dagsværdireguleringer af investeringsejendomme og før skat på 22-24 mio. kr.
Skako venter et resultat af primær drift (EBIT) på 15-18 mio. kr. for 2020.
RISIKOPÅMINDELSE
Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, sker der i øjeblikket nogle bevægelser i markedet, som er værd at holde øje med. Han fremhæver, at gårsdagens fald på 3 pct. i det teknologitunge Nasdaq-indeks bør være en vigtig påmindelse for markedsdeltagerne.
- Torsdagens Nasdaq-nedtur er en risikopåmindelse til investorerne. IT- og de grønne aktier kommer til at udvikle sig helt anderledes i 2021 end i 2020. Investorerne har svært ved at afkode markedsudvikling og vænne sig til sektorrotationen over mod traditionelle selskaber, som nyder godt af det cykliske opsving, vi står foran de kommende 1-2 år, skriver han.
Torsdag var der også lidt pres på Ørsted og Vestas, der faldt henholdsvis 1,1 pct. og 0,5 pct. til 946,40 kr. og 1097,50 kr.
/ritzau/FINANS
