Aktier/middag: Zealand og Norden tager teten i surt marked
23/3 11:41
Zealand Pharma og D/S Norden spiller tirsdag hovedrollerne, efter at biotekselskabet har fået en blåstempling af en diabetesbehandling af de amerikanske sundhedsmyndigheder og rederiet har opjusteret sine forventninger.
- Vi har et marked, der er lidt nede, og det samme gælder for de amerikanske futures. Markedet er afventende forud for meldingerne fra Powell og Yellen, der skal tale i dag klokken 15, og ellers er fokus fortsat på renterne og coronaudviklingen, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.
Det danske C25-indeks ligger ved 11.30-tiden 0,6 pct. lavere i 1639,05, og til sammenligning taber det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks 0,5 pct.
Stemningen er blandt andet negativ, efter at Tyskland har forlænget alle restriktioner til midten af april.
De nye nedlukninger er ifølge Ole Kjær Jensen med til at lægge pres på ISS-aktien, der taber 2,6 pct. til 113 kr.
ZEALAND I HOPLA EFTER "JA" FRA FDA
Zealand Pharma har fået den amerikanske lægemiddelstyrelses, FDA's, godkendelse af selskabets nødpen Zegalogue, som bruges som nødbehandling til diabetikere over 6 år, der oplever alvorlige pludselige episoder af for lavt blodsukker - også kaldet hypoglykæmi.
Godkendelsen vil booste forretningen, men nyheden er allerede prisset ind i selskabets aktiekurs. Sådan lyder vurderingen fra Jefferies i en kommentar ovenpå mandag aftens melding fra Zealand Pharma. Den amerikanske har bank har anbefalingen "hold" af aktien med et kursmål på 220 kr.
Efter mandagens nyhed har Zealand Pharma ifølge PLX AI fået løftet sit kursmål hos Danske Markets til 310 kr. fra 300 kr. Anbefalingen er stadig "køb".
Investorerne tager godt imod den positive melding fra FDA, og sender Zealand-aktien op med 7,6 pct. til 216 kr.
NOVO SKAL BRUGE MERE ENERGI PÅ STØRRE SEMAGLUTID-DOSIS
Novo Nordisk havde omvendt ikke helt så gode nyheder fra FDA at berette om mandag, da det kom frem, at medicinalselskabet har fået sin registreringsansøgning for Semaglutid i en dosis på 2,0 milligram (mg) retur.
FDA kræver flere oplysninger, og Novo Nordisk venter at genansøge i løbet af andet kvartal, oplyste selskabet mandag.
Novo falder med 1,0 pct. til 438,85 kr.
NORDEN HAR MEDVIND EFTER OPJUSTERING
En yderst stærk udvikling i forretningsenheden Dry Operator samt betydelige markedsforbedringer får rederiet Norden til at opjustere sine forventninger til det justerede årsresultat for 2021.
Nu ser rederiet en resultat på 50-100 mio. dollar mod tidligere 20-60 mio. dollar.
D/S Norden-aktien ligger med en stigning på 4,6 pct. i 149,40 kr.
MÆRSK PRESSET AF SÆNKET ANBEFALING
Modsat er rederikoncernen Mærsk under pres, efter at svenske Handelsbanken har sænket sin anbefaling af den aktie med to hak til "sælg" fra "køb".
Samtidig er kursmålet barberet til 13.000 kr. fra 15.250 kr.
Mærsks B-aktie falder 3,7 pct. til 14.270 kr.
Maersk Drilling er også under pres med et fald på 3,4 pct. i 242,20 kr.
Olieborerigselskabet er ramt af et fald i olieprisen på 3 pct., efter at nye tiltag mod coronapandemien og en opbremsning i vaccineudrulningen i Europa har skabt bekymring for en langsommere bedring i brændstofefterspørgslen.
BAVARIAN FORTSÆTTER OPTUREN EFTER KØBSANBEFALING
Bavarian Nordic fortsætter sin optur med en stigning på 2,4 pct. til 309,40 efter mandagens plus på 5,1 pct. samt efter sidste uges fremgang på godt 35 pct.
Biotekselskabets aktie nyder godt af en positive analyse af finanshuset Carnegie, der genoptager dækning med kursmålet 400 kr. og anbefalingen "køb".
Hvis Bavarians coronavaccine er succesfuld kan aktierne i Bavarian blive mere end fordoblet til 665 kr. vurderer Carnegie ifølge PLX AI.
/ritzau/FINANS
