Obligationer/tendens: Fokus på EU og genåbninger holder renten i dvale
25/3 07:03
Udskudte genåbninger og snak om amerikanske skatteforhøjelser til at finansiere hjælpepakker har de seneste dage presset renterne. Og især genåbninger kan igen i dag tage fokus.
Et todages EU-topmøde begynder torsdag. Og her vil især nedlukning i forbindelse med corona være temaer, der er højt på dagsordenen. Tyskland har forlænget nedlukningen af landet frem til den 18. april.
Topmødet holdes i skæret af, at en tredje bølge af pandeminen breder sig over Europa. Og det betød, at EU-præsident Charles Michel i weekenden trak sin indbydelse til et fysisk møde i Bruxelles tilbage. Topmødet vil derfor igen finde sted via kamera og computere.
- Fokus vender i dag mod EU-topmødet, hvor EU's ledere vil diskutere coronasituationen. Meget tyder på, at genåbningen af de europæiske økonomier igen kommer til at trække ud. Det kan betyde, at vi kigger ind i en periode med mindre rentefald, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.
Onsdag faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond godt 1 basispoint til knap 1,61 pct. efter fald på 7 basispoint tirsdag og 3 basispoint mandag.
Men torsdag morgen kører T-bonden en anelse op og stiger 1 basispoint i handlen i Tokyo til 1,62 pct. Det er 2 basispoint lavere, end da det danske marked lukkede onsdag.
Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med et fald på 2 basispoint til minus 0,22 pct. onsdag. Og alt tegner til, at det er i det niveau, handlerne vil starte dagen.
FOKUS PÅ NYE AMERIKANSKE LEDIGE
Torsdag er også dagen, hvor amerikanerne kommer med tal på, hvor mange nytilmeldte ledige der stillede sig op i køen af folk uden arbejde ugen før. Antallet ventes ifølge Bloomberg News at falde en smule - til 730.000 mod 770.000 i ugen før.
Der kommer også tal for den tyske forbrugertillid i april og amerikansk BNP-vækst. Og dagen krydres desuden med taler fra topfolk i både Den Europæiske Centralbank og den amerikanske pendant.
/ritzau/FINANS
