Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Flügger i fokus på dag med ventet rød start

25/3 08:07

En af dagens positive nyheder kan komme fra Flügger, der er kendt for maling i alle farver og til mange formål. Malerselskabet rider højt på gør-det-selv bølgen i forbindelse med nedlukningerne for at hindre coronasmitte.

Novo Nordisk holder generalforsamling torsdag, hvor et eventuelt udbytte skal vedtages. Sker det, fragår det fredag.

Samlet peger det på en handelsstart, hvor det kan være vanskeligt at finde ud af, hvilket ben markedet skal stå på. For mens de amerikanske aktieindeks revancherer torsdag morgen med stigninger i indeksfutures efter fald onsdag, så falder den tyske Dax-future med 0,2 pct.

Onsdag faldt eliteindekset, C25, 1,3 pct. til 1619,5.

FLÜGGER PÅ TAPETET

Flügger kommer med regnskab, der dækker tredje kvartal 2020/21. Og det kan blive behagelig læsning for investorerne, da coronanedlukningerne har fået salget til at stige markant på gør-det-selv bølgen.

Faktisk kom selskabet allerede den 10. februar med den fjerde opjustering i dette regnskabsår. Og Flügger venter en omsætning på 2100 til 2150 mio. kr. i 2020/21, en indtjening på driften på 215-235 mio. kr. og en EBIT-margin på 10-11 pct.

Onsdag steg maleraktieen med 3,8 pct. til 690 kr.

Der kommer også regnskaber fra blandt andet Boliga, Agat og Greenmobility torsdag.

UDBYTTEFEST FOR MILLIARDER

Novo Nordisk holder generalforsamling, hvor der blandt andet skal tages stilling til forslaget om en udbytteudlodning på 5,85 kr. per aktie. Bliver det vedtaget, vil aktien fra og med fredag blive handlet uden retten til det pågældende udbytte og udløse en lille udbyttefest i milliardklassen til aktionærerne.

Novo-aktien faldt 2,2 pct. til 422,10 kr. onsdag.

Også blandt C25'erne har A.P. Møller-Mærsk får løftet sit kursmål med 500 kr. til 16.500 kr. af finanshuset Jefferies, der blandt andet henviser til, at fragtraterne har været modstandsdygtige efter det kinesiske nytår.

Det skriver finanshuset i en dugfrisk analyse.

Jefferies venter et exceptionelt første kvartal for Mærsk med en EBITDA-indtjening, der vil blive på 4,2 mia. dollar, hvilket er 1,5 mia. dollar større end rekorden i fjerde kvartal sidste år.

Finanshuset venter dog, at indtjeningen vil toppe i første kvartal.

Onsdag faldt A-aktien i Mærsk 2,1 pct. til 12.830 kr. svarende til 280 kr. Imidlertid blev aktien handlet eksklusive retten til et udbytte på 330 kr.

DAGEN DERPÅ FOR VESTJYSK BANK

Blandt sidepapirerne vil Vestjysk Bank helt naturligt også tage sin del af opmærksomheden, efter at den onsdag endte helt i toppen af samtlige aktier på fondsbørsen i København. Den markante stigning på 22,3 pct. til 3,42 kr. kom efter et købstilbud fra Arbejdernes Landsbank.

Også Nordic Shipholding, der steg 1,8 pct. til 0,34 kr. onsdag, får fokus, efter at selskabet onsdag aften kom med regnskab for 2020, som bød på et nettounderskud på 16,5 mio. dollar efter store nedskrivninger på skibe. Dermed er selskabets egenkapital - ganske som det også blev oplyst tirsdag - tabt. Med udgangen af sidste år var den i rødt med 8,5 mio. dollar, fremgår det af årsregnskabet.

Nordic Shipholding håber fortsat på, at de igangværende samtaler med potentielle fusionspartnere vil udmønte sig i en sammenlægning, men endnu er det for tidligt at sige noget om, fremgår det af regnskabet.

Det er dog lykkes for selskabet at få forhandlet en forlængelse af de aktuelle lånebetingelser til udgangen af 2021 på plads.

Skulle fusionsplanerne ikke blive til noget og de tre tilbageværende skibe i porteføljen fortsætte som nu, venter Nordic Shipholding en TCE-omsætning på 13,5-15,5 mio. dollar i år samt et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 3-5 mio. dollar. Resultatet før skat ventes at blive et underskud på 0,5-2,5 mio. dollar.

ANALYTIKERNYT TIL NORDEA OG GN

Kursmålet er blevet løftet for Nordea af det norske finanshus DNB til 104 svenske kr. fra 96 svenske kr. I dansk regning svarer til et løft til 76,03 kr. fra 70,44 kr. Anbefalingen fastholdes i samme omgang på "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News. En aktie i banken steg 2,4 pct. onsdag til 62,58 kr.

Tilbage i eliteindekset har GN, der faldt 0,8 pct. til 488,10 kr. onsdag, fået verdens største kapitalforvalter, amerikanske Blackrock, som storaktionær med en ejerandel på mere end 5 pct. af aktiekapitalen. Det fremgår af en meddelelse onsdag aften.

/ritzau/FINANS