Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Flügger stod malet i grønt i afdæmpet marked

25/3 17:15

Malerselskabet Flügger havde nemt ved at stjæle rampelyset på en nyhedsmæssigt afdæmpet torsdag, efter at selskabet næsten tredoblede sin bundlinje i de første ni måneder sammenlignet med året før.

Det fik malingproducenten til at sætte sig i toppen blandt samtlige aktier på fondsbørsen i København.

- Blandt selskaber på i C25 har der manglet en "trigger", som har kunnet sende markedet yderligere op, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler hos Sydbank.

- Nu har vi jo også haft et godt "run" de seneste uger, og jeg forventer ikke, at folk er villige til at tage en risiko kort før påske, hvor man stadig ser hårde lockdowns i store europæiske økonomier og fortsat udsættelse af vaccineringer, lyder det.

I starten af dagen var der negativ stemning på C25, men indekset flyttede sig til sidst over i positivt terræn.

Eliteindekset sluttede dagen med en stigning på 0,1 pct. til 1620,68.

Øverst i C25 sluttede DSV og Vestas med stigninger på 1-1,1 pct., mens Bavarian og Ambu endte nederst med fald på henholdsvis 3,2 pct. og 4,4 pct.

FLÜGGER NÆSTEN TREDOBLER OVERSKUD

Malerselskabet Flügger er kommet ganske pænt gennem de første ni måneder af det skæve regnskabsår, hvor det er blevet til en næsten tredoblet bundlinje.

Pandemien har ikke bare været skånsom mod Flügger, men tilmed påvirket salget og indtjeningen positivt.

- Der har været væsentlig større efterspørgsel fra især konsumenter og mindre erhvervsdrivende, primært i Danmark og Sverige, siger Jimmi Mortensen, der er administrerende direktør i Flügger, i regnskabet.

De første ni måneder steg omsætningen til 1612 mio. kr. mod 1373 mio. kr. i perioden 2019/20, mens overskuddet røg op på 153 mio. kr. mod et plus på 39 mio. kr. i perioden for at år siden - uden nedlukninger på grund af coronapandemien.

Aktien gik torsdag frem med 6,5 pct. til 735 kr.

BLANDEDE REGNSKABER BLANDT SIDEPAPIRERNE

Eldelebiltjenesten Greenmobility venter mere end en fordobling af omsætningen i 2021, hvor selskabet vil lancere sit koncept i flere byer og øge flåden af elbiler betydeligt.

Omsætningen ventes i år at stige til 70-80 mio. kr., mens det hastige udbygningstempo ventes at medføre et driftsunderskud på 100-110 mio. kr.

Aktien steg med 1,8 pct. til 167 kr.

Boligagruppen og Agat Ejendomme kom også med regnskab torsdag.

Coronapandemien ramte ikke Boliga Gruppen så hårdt som først antaget i 2020, og stigende aktivitet på boligmarkedet i andet halvår medvirkede til fremgang på såvel top- som bundlinje.

Selskabet, der blandt andet driver boligportal og formidler boliglån, landede en omsætning på 56 mio. kr. mod 49 mio. kr. året før.

I 2021 venter Boliga Gruppen en omsætning på 57-59 mio. kr. og et resultat før skat på 12-14 mio. kr.

Trods det forbedrede resultat faldt aktien med 6,1 pct. til 10,80 kr.

Agat Ejendomme blev derimod hårdt ramt af covid-19-pandemien og måtte atter sætte punktum for et regnskabsår, der bød på et trecifret millionunderskud.

Resultatet før skat blev et minus på 133,8 mio. kr. mod et underskud på 163,2 mio. kr. året før.

Aktien afsluttede dagen uændret i 1,85 kr.

Kort før lukketid nåede Park Street Nordicom også at fremvise regnskab for 2020.

Selskabet havde fremgang på bundlinjen i 2020, hvilket dog skyldtes store opskrivninger af investeringsejendomme og aktiver bestemt for salg.

På bundlinjen blev det til gengæld til et overskud på 145,3 mio. kr. mod et plus på 115,1 mio. kr. i 2019.

Ejendomsselskabet Park Street Nordicom venter i 2021 et resultat før skat og værdiregulering, EBVAT, på 85-90 mio. kr.

Det fik aktien til at gå markant frem med 9 pct. til 57,50 kr.

LUNDBECK TABER APPELSAG

Lundbeck tabte torsdag en appelsag ved EU-Domstolen, hvor det danske medicinalfirma havde anket en afgørelse fra EU-Kommissionen og håbede på en ophævelse af en bøde på 93,7 mio. euro svarende til 697 mio. kr.

Men nu har EU-Domstolen forkastet appellen.

Ikke kun Lundbeck havde appelleret den hidtidige afgørelse. Også andre lægemiddelproducenter var med.

- Umiddelbart får det ikke særlig stor betydning for Lundbeck. De forudbetalte jo allerede bøden i 2013, siger Ole Kjær Jensen.

Lundbeck-aktien faldt med 1 pct. til 216,80 kr.

UDBYTTEFEST FOR MILLIARDER

Novo Nordisk afholdte generalforsamling, hvor der blandt andet blev vedtaget en udbytteudlodning på 5,85 kr. per aktie.

Dermed vil aktien fredag blive handlet ekslusive udbytte og udløse en lille udbyttefest i milliardklassen til aktionærerne.

Aktien lagde dagen ud med et mindre fald, men det vendte til en stigning på 0,8 pct. til 425,45 kr.

/ritzau/FINANS