Aktier/tendens: Københavns Lufthavn i fokus på dag med grøn åbning
26/3 08:08
Efter en afdæmpet torsdag kan Københavns Lufthavn komme i fokus, når selskabet skal præsentere, hvordan den er kommet gennem et år, som det nok gerne havde været foruden.
Derudover kan både Vestas og Mærsk se frem til konkurrentnyt fra henholdsvis kinesiske Goldwind og Orient Overseas Container Line.
De to danske selskaber kan sammen med resten af eliteindekset C25 derudover se frem mod en åbning, som indikeres grøn af det tyske DAX-indeks med en stigning på 0,8 pct., der typisk er en god rettesnor for det danske marked.
De grønne indikationer gælder også for de tre ledende amerikanske indeks, Dow Jones, Nasdaq og S&P, der alle indikerer stigninger på 0,4-0,8 pct.
Torsdag steg C25-indekset 0,1 pct. til 1620,68 efter at have været dækket i rødt det meste af dagen.
KØBENHAVNS LUFTHAVN I FOKUS
Københavns Lufthavne (KBLH) kommer fredag med årsregnskab, der dækker over hele 2020, og det bliver formentlig ikke behagelig læsning for selskabet, der har været hårdt ramt af krisen.
I januar kunne KBLH berette, at der var 75 pct. færre rejsende i 2020, hvilket var det dårligste for lufthavnen siden 1970, og derfor må det forventes, at selskabet er forberedt på røde tal.
Så sent som i begyndelse af marts kunne KBLH se Billund Lufthavn tabe tre års overskud i 2020.
Kigger man på kursen, skulle man dog ikke tro, at lufthavnen har været igennem et af de værste år i selskabets historie.
Sammenlignet med kursen ved årsskiftet sidste år er kursen steget 4,2 pct. til 5960 kr.
Foruden regnskabet fra KBLH kommer der også regnskabsnyt fra plastvirksomheden SP Group.
KONKURRENTNYT TIL VESTAS OG MÆRSK
Fredag kan både Vestas og A.P.Møller-Mærsk se frem til, at en konkurrent fremlægger regnskab for fjerde kvartal og dermed hele 2020.
For Vestas gælder det den kinesiske konkurrent Goldwind, mens Mærsk kan se frem til regnskabstal fra det Hongkong-baserede shippingselskab Orient Overseas International Limited.
Mærsk kan dertil blive påvirket at situation i Suez-kanalen, hvor et kæmpe containerskib blokerer den vigtige transportkanal og dermed tvinger rederierne til at overveje bekostelige ruter syd om Afrika.
Vestas endte torsdag 0,5 pct. højere i 1138,50 kr.
Mærsk steg 0,5 pct. til 13.705 kr.
ROCKWOOL MED HÆVET ANBEFALING
Rockwool får sin aktieanbefaling hævet til "hold" fra "sælg" hos Nordea. Det fremgår af Bloomberg News.
Banken sætter ikke kursmål for aktier, der har anbefalingen "hold". Men det tidligere kursmål for Rockwool var 1900 kr.
Rockwools aktie faldt 0,9 pct i torsdagens aktiehandel til 2506 kr.
MIGATRONIC AFNOTERES
Svejsemaskinefabrikken Migatronic er på vej væk fra børsen, efter at Nasdaq Copenhagen, der driver fondsbørsen i København, har godkendt selskabets anmodning om en afnotering. Det fremgik af en selskabsmeddelelse fra Migatronic fredag aften.
Sidste handelsdag for aktien ventes at blive den 23. april.
Hovedaktionær hos Migatronic, Roed Invest, vil fremsætte et tilbud på køb af alle B-aktier i selskabet til 324 kr. stykket.
Tilbuddet skal efter planen være gældende fra og med fredag.
Torsdag steg aktien 0,6 pct. til 322 kr.
NOVO NORDISK VEDTOG UDBYTTEUDLODNING
Novo Nordisk holdt torsdag generalforsamling, hvor der blandt andet blev vedtaget en udbytteudlodning på 5,85 kr. per aktie.
Dermed vil aktien fredag blive handlet eksklusive udbytte.
Aktien steg i torsdagens aktiehandel 0,8 pct. til 425,45 kr.
AKTIEEMISSION PRESSER TRYG-AKTIEN
Mens de fleste forsikringsselskaber den seneste tid har nydt godt af stigende renter, så har det set anderledes ud for Tryg, der har haltet efter.
Det er sket, fordi selskabets aktieemission på 37 mia. kr. har presset aktiekursen, skriver det svenske finanshus Handelsbanken fredag i en kommentar.
Dog ventes presset på Tryg-aktien at aftage i den nærmeste fremtid, idet fortegningsemissionen nu er ved at være et overstået kapitel, lyder det fra Handelsbanken.
/ritzau/FINANS
