Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Chr. Hansen og Carlsberg sendte C25 i rekord

9/4 17:04

Fremgang til defensive aktier såsom Chr. Hansen, Carlsberg og Novozymes var fredag med til at sikre det danske C25-indeks sin femte rekord i år.

C25-indekset lukkede fredag med en stigning på 0,8 pct. i 1724,42 og dermed blev den tidligere rekord på 1711,93 fra 16. februar i år slået.

- Vi har et svagt positivt marked uden nogen større nyheder, og volumen er kommet tilbage i markedet efter påskeugen. Det er fortsat de samme temaer, der præger markedet - renter og inflation samt genåbninger og smittetal, siger Mads Zink, chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

Pandora-aktien blev bundskraber i C25-indekset, efter at smykkekoncernens salgstal for første kvartal ikke kunne leve op til de høje forventninger efter en stærk udvikling i februar.

DEFENSIVE AKTIER I HOPLA

Chr. Hansen-aktien fortsatte opturen med et plus på 4,7 pct. til 609,60 kr. efter torsdagens stigning på 2,4 pct.

Mads Zink påpegede, at ingrediensaktien steg uden nogen nyheder, men at volumen var høj. Nordea gentog fredag sin købsanbefaling og kursmålet på 650 kr. for aktien.

Chr. Hansen aflægger regnskab for sit forskudte andet kvartal på torsdag i næste uge.

Carlsberg-aktien lukkede med en stigning på 2,8 pct. i 1050,50 kr. næstøverst i eliteindekset, efter at finanshuset Goldman Sachs løftede sit kursmål for aktien til 1140 kr. fra 1080 kr. med en fastholdt købsanbefaling.

Ligeledes defensive Novozymes fortsatte sit udbrud med et plus på 2,1 pct. til 413,60 kr. efter torsdagens fremgang på 3 pct. Lukkerekorden i 417,80 kr. fra september sidste år er kommet inden for rækkevidde.

PANDORA MISTEDE GLANSEN EFTER SALGSTAL

Pandora fremlagde fredag salgstal for første kvartal i en handelsopdatering, hvor det blev til en omsætning på 4,5 mia. kr., hvilket svarer til en organisk vækst på 13 pct.

Omsætningen i kvartalet var over konsensusforventningerne på 4,44 mia. kr., men den var under estimatet hos SEB på 4,85 mia. kr. Den organiske vækst ventede SEB ville lande på 19 pct.

Jyske Bank fremhæver også, at man skal være varsom med at tolke for meget på konsensusestimatet, da tallene ifølge banken er indsamlet forud for offentliggørelsen af Pandroas februartal, hvor selskabet var ude med stærke salgstal.

Investorerne sendt fredag smykkeaktien til bunds i C25-indekset med et fald på 3,8 pct. til 688 kr.

VESTAS MED AKTIESPLIT OG UDBYTTE

Vestas-aktien handledes fredag eksklusivt udbytte på 8,45 kr. og trods det tekniske pres steg aktien med 0,1 pct. til 1254,80 kr.

Mads Zink fremhæver, at Vestas-aktien bliver understøttet, idet folk geninvestere udbyttet tilbage i aktien.

På torsdagens generalforsamling blev det annoncerede aktiesplit godkendt, så én eksisterende aktie deles i fem aktier med sidste handelsdag for gamle aktier den 26. april.

Derudover kom der fredag også ratenyt til Mærsk. SCFI-indekset, der måler prisudviklingen på containerfragt ud af Kina, viste en stigning på 2,6 pct.

Det var med til at sende B-aktien i vejret med 0,8 pct. til lukkerekorden 15.210 kr.

Bang & Olufsen fik i kølvandet af torsdagens regnskab løftet sit kursmål hos ABG Sundal Collier til 41 kr. fra 37 kr.

Fredag bakkede elektronikaktien med 5,1 pct. til 34,84 kr. efter torsdagens fremgang på 7,9 pct.

NORDFYNS BANK OPJUSTERER

Blandt sidepapirerne opjusterede Nordfyns Bank sine forventninger til 2021. Banken venter nu et resultat før skat i intervallet 47-57 mio. kr. mod tidligere 32-42 mio. kr.

Aktien tabte fredag 2,3 pct. til 254 kr.

/ritzau/FINANS