Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Mærsk og Danske Bank kan få ekstra opmærksomhed

13/4 08:02

Mærsk-aktierne kan komme i fokus fra åbningen tirsdag morgen efter et sæt blandede kinesiske handelstal for marts, hvor eksporten steg lidt mindre end ventet, mens importen omvendt overraskede positivt.

De amerikanske markeder gjorde ikke meget væsen af sig mandag, hvor de ledende indeks endte næsten uændret, mens der er en overvægt af plusser på de asiatiske markeder tirsdag morgen.

- Her til morgen er stemningen i Asien mere opløftet med fornuftige kursstigninger ført an af Hong Kong, Japan, Taiwan og Sydkorea. Kina kan ikke helt følge med og er hæmmet af lidt svagere end ventet udenrigshandelstal samt uro om en statsejet investeringsfond.

- Let stigende 10-årige amerikanske renter har dog fået den gode stemning til at gået tabt fra Asien til Europa. De europæiske aktiefutures handler i marginale plusser, og der er således udsigt til uændret åbning i Europa, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar.

SMÅ FUTURESÆNDRINGER

Futuren for det tyske DAX-indeks ligger tirsdag morgen næsten uændret, mens futures for de tre amerikanske hovedindeks ligger 0,0-0,2 pct. lavere.

Herhjemme startede C25-indekset ugen med et fald på 1,2 pct. til 1703,76 efter fald i 20 af indeksets 25 aktier - men særligt trukket ned af Vestas og Mærsk med fald på henholdsvis 4,4 og 2,0 pct.

Mærsks eksponering mod eksport ud af Kina kan bringe selskabet i rampelyset tirsdag efter dagens kinesiske handelstal for marts. Eksporten steg i sidste måned med 30,6 pct. i forhold til marts sidste år, hvor eksporten var lammet af nedlukninger under coronapandemien. Økonomerne havde ventet en endnu større stigning på 38,0 pct., fremgår det af Bloomberg News.

Den kinesiske import steg derimod mere end ventet med 38,1 pct. mod estimeret 24,4 pct. af økonomerne. De asiatiske rederiaktier har dog generelt reageret afdæmpet på tallene.

Dagens største nøgeltalsmæssige begivenhed er amerikanske inflationstal for marts. Stiger inflationen mere end ventet kan det sætte gang i frygten for stigende renter. Aktiemarkedet har de seneste måneder flere gange reageret på ændringer i de amerikanske markedsrenter.

Tirsdag stiger renten på den tiårige amerikanske statsobligation med 3 basispoint til 1,69 pct., hvilket kan være med til at dæmpe appetitten på aktier. Dog har bankerne i år generelt nydt godt af de stigende markedsrenter, og netop bankerne kommer i fokus de kommende dage, når flere amerikanske storbanker kommer med regnskab for første kvartal.

Herhjemme har Danske Bank-aktien klaret sig godt i år, hvor det foreløbigt er blevet til en stigning på 22 pct. Tirsdag morgen er det fremme, at Deutsche Bank har løftet kursmålet for Danske Bank-aktien til 127 kr. fra 120 kr. Anbefalingen er uændret "hold", fremgår det af Bloomberg News.

Mandag steg Danske Bank med 0,7 pct. til 123,10 kr.

ØRSTED AFSLUTTER SALG

Ørsted har afsluttet det salg af 25 pct. af sit havvindprojekt Ocean Wind på 1100 megawatt til New Jerseys Public Service Enterprise Group, som den danske energikoncern oplyste om i begyndelsen af december sidste år. Samtidig kan man tirsdag læse i Børsen, at Ørsted er på opkøbsjagt i Europa, hvor selskabet vil udbygge sin onshoreforretning.

Ørsted-aktien faldt mandag 0,4 pct. til 1046.

Tirsdag fragår der et udbytte på 3 kr. per aktie i Huskompagniet, som mandag faldt 0,8 pct. til 133 kr.

Maersk Drilling ser muligheder i den grønne omstilling, men tror også på en fastholdelse af olie og gassens rolle i mange år frem. Det fortæller selskabet i Børsen tirsdag.

Mandag faldt borerigaktien med 5,1 pct. til 265,80 kr.

/ritzau/FINANS