Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mærsk løfter C25 - Chr. Hansen skifter til rødt

15/4 11:32

A.P. Møller-Mærsk ligger godt til på det danske aktiemarked torsdag middag, hvor der hersker god stemning efter en foreløbig fin start på regnskabssæsonen.

I USA satte S&P 500-indekset onsdag rekord efter pæne regnskaber fra tre storbanker, og herhjemme har Chr. Hansen oppræciseret forventningerne i sit regnskab for det forskudte andet kvartal.

- Markedet holder flot niveau, men det er som om, at vi træder lidt vande og venter på nye impulser fra regnskabssæsonen, som for alvor begynder at tage fart, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

C25-indekset stiger 0,7 pct. til 1718,93 og ligger inden for rækkevidde af lukkerekorden fra i fredags på 1724,42.

Mærsk A og Mærsk B ligger henholdsvis 2 pct. og 1,6 pct. højere i 13.960 kr. og 14.890 kr.

- Mærsk havde en svær dag i går, og nu "bouncer" den tilbage. Vi har fået konsensustallene forud for regnskabet, og konsensus viser, at Mærsk skal ud at opjustere sine forventninger, siger Martin Munk.

Analytikernes forventning til det underliggende driftsresultat, EBITDA, er 11,7 mia. dollar i 2021, mens Mærsks seneste prognose er et overskud på 8,5-10,5 mia. dollar.

CHR. HANSEN SIVER

For Chr. Hansen har formiddagen budt på lidt af en rutsjetur kursmæssigt set. Aktien indledte noget højere, men er siden faldet tilbage i et minus på 0,9 pct. til 585 kr.

- Det handler nok om en modreaktion på den pæne performance i aktien i den seneste måneds tid, hvor den har faktisk har klaret sig ret stærkt, siger Martin Munk.

Selve regnskabet indeholdt en oppræcisering. Chr. Hansen venter nu en organisk vækst i niveauet 6-8 pct. Tidligere lød forventningen på 5-8 pct. Omsætningen endte i kvartalet på 260 mio. euro mod en forventning på 267 mio. euro.

Helt i bunden af C25 falder Bavarian 2,6 pct. til 295,10 kr., men efter pæn fremgang onsdag på 3,1 pct., da Danmark slettede Astrazenecas coronavaccine fra sit vaccineprogram.

HÆVET KURSMÅL TIL DSV OG ØRSTED

Fra analytikerne er der nyt til DSV Panalpina og Ørsted.

Kursmålet for aktien i DSV Panalpina er onsdag blevet sat op med 19 pct. til 1400 kr. fra førhen 1175 kr. af finanshuset SEB.

Torsdag middag stiger DSV-aktien med 0,5 pct. til 1293,50 kr. Det er 3,50 kr. fra tirsdagens lukkerekord.

Ørsted har omvendt fået sænket til kursmål. Jefferies har skåret sit kursmål til 950 kr. fra 1100 kr., og gentager anbefalingen "hold" af vindparkudvikleren, som siver 1,4 pct. til 997,40 kr.

GN Store Nord har fået løftet sit kursmål hos både Nordea og DNB Markets.

GN opjusterede onsdag sine forventninger til Audio-divisionen, og aktien stiger torsdag yderligere 1,6 pct. til 547,40 kr. oven i onsdagens gevinst på 1,3 pct.

FLSmidth har fået en ordre på levering af teknik til tre komplette kontrolsystemer til to eksisterende og en ny cementlinje i Kirene i Senegal. Aktien stiger 1,5 pct. til 225,80 kr.

Derudover er der også nyt til North Media og forretningsbenet FK Distribution, der har indgået en aftale med Deutsche Post om et udvidet samarbejde.

North Media-aktien stiger med 2,7 pct. til 116,20 kr.

/ritzau/FINANS