Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Jyske Bank/CEO: Tilfreds med total spejlvending af resultat

4/5 09:51

Selvom der ikke - efter to opjusteringer i år - var meget overraskelse i regnskabet for første kvartal fra Jyske Bank, så er topchefen Anders Dam i høj grad tilfreds. Det siger han til Ritzau Finans.

- Vi havde løftet lidt af sløret, men med en total spejlvending af overskuddet fra første kvartal sidste år er jeg en tilfreds bankdirektør i dag, siger han.

Jyske Bank har vekslet et minus på 1 mia. kr. i første kvartal sidste år til et overskud af samme størrelsesorden i første kvartal i år.

Anders Dam hæfter sig ved de underliggende tendenser, og direktørens tilfredshed bunder i, at basisindtægterne stiger 24 pct., omkostningerne falder 8-13 pct., ingen tab på kunder og positive kursreguleringer.

Som flere af kollegerne holder Jyske Bank den ledelsesmæssige buffer, der blev hensat i første kvartal sidste år på 1 mia. kr., uændret.

- Vi aner ikke, hvordan økonomien udvikler sig og hvilke virksomheder, der kan betale tilbage til staten, når det kommer på tale, siger Anders Dam som forklaring.

Anders Dam venter, at når hjælpepakkerne stopper, så vil konkurstallet nok stige.

Han venter dog, at de 1 mia. kr. der er hensat, skulle være nok til at dække det man eventuelt taber.

Største nyhed, men nok ikke en stor overraskelse for markedet, var, at Jyske Bank øger den negative rente på erhvervsindlån med 0,2 pct.point til minus 0,95 pct.

- Vi har siden 2012 haft negative renter og haft tab på at forvalte indlån, påpeger Anders Dam.

Han ser også udsigten til, at det fortsætter mange år frem, og så bliver "vi nødt til at forsøge at genskabe en normal indtjening", siger han.

Anders Dam føler også han skulle følge med de to store aktører, der også har øget den negative rentesats for erhvervsindlån. Sammen med de to store dækker Jyske Bank 60 pct. af indlånsmarkedet.

- Når de to store aktører bevæger sig, så vil det få som konsekvens at pengene futter over til os, så derfor må vi følge med, understreger Anders Dam.

Dertil kommer, at han har et ønske om "en nødvendig højere indtjening".

/ritzau/FINANS