Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/CFO: Væksten er taget til

5/5 09:33

Novo Nordisk har haft en virkelig god start på året, og væksten i første kvartal er endnu højere end de udmeldte 7 pct. i lokal valuta, når der tages højde for lagereffekter som følge af covid-19.

Første kvartal sidste år var således påvirket af, at patienter købte stort ind af deres livsvigtige medicin for at forberede sig på en langvarig nedlukning i forbindelse med covid-19-pandemien. Alene den lagereffekt løftede sidste år Novos salg med 2 mia. kr.

- Hvis vi justerer for det, så var vores salgsvækst faktisk 14 pct. Men vi har så også haft nogle lagereffekter i dette kvartal, og justerer vi for det, var væksten i første kvartal tættere på omkring 9 pct., siger Karsten Munk Knudsen, koncernfinansdirektør i Novo Nordisk, onsdag på en telekonference for pressen.

Han peger på, at Novo til sammenligning voksede med omkring 7 pct. sidste år.

- Så vi ser faktisk, at væksten er taget til, konstaterer finansdirektøren.

For hele 2021 opjusterer Novo forventningerne til toplinjen og forudser nu en fremgang på 6-10 pct. mod tidligere 5-9 pct.

Det sker blandt andet med henvisning til, at covid-19-pandemien fortsat skaber usikkerhed om, hvor mange nye patienter, der vil gå til lægen og komme i behandling.

- Så vi har haft en meget stærk udvikling i første kvartal, og i kombination med den risikoprofil, vi ser ind i resten af året, har vi valgt at hæve forventningerne. Men den underliggende udvikling er stærk og bedre end sidste år, opsummerer Karsten Munk Knudsen.

/ritzau/FINANS