Asien: Tokyo tilbage fra Golden Week i topform - NY
6/5 06:42
De japanske og kinesiske investorer er tilbage efter den stærkt forlængede weekend torsdag morgen, hvor børsen i Tokyo følger op de internationale stigninger, mens Shanghai børsen ligger under for kinesisk australske spændinger og dyk i teknologisektoren i ugens første dage.
Samtidig venter investorerne på den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der offentliggøres fredag.
- Verdensøkonomien ser ud til at give et stærkt opsving fra den pandemi-udløste recession, og investorer skifter til cykliske virksomheder, der er stærkt påvirket af økonomiske forhold. I år kan både den amerikanske og den kinesiske økonomi vokse 6 pct. eller mere. Hvis verdens to største økonomier vokser så meget, er det klart, at det er positivt, siger chefstrateg Norihiro Fujito fra Mitsubishi UFJ Morgan Stanley Securities i Tokyo til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan øger 0,3 pct., mens de amerikanske indeksfutures indikerer kursfald på op til 0,2 pct., når markedet i New York åbner senere torsdag.
Det japanske aktiemarked er tilbage i topform med en stigning i Nikkei 225-ndekset på 1,8 pct., og på 1,7 pct. i det bredere Topix.
De kinesiske markeder presses af fornyede spændinger mellem Kina og Australien, der er storleverandør af råvarer til den kinesiske industri.
Shanghai Composite dykker 0,2 pct., og CSI 300 viger 1,3 pct.,
Aktiemarkedet i Hongkong har derimod en forsigtig optimisme. Hang Seng-indekset stiger 0,2 pct.
På de øvrige børser ligger Taiwans børs med et minus i Taiex-indekset på 0,1 pct., mens Kospi-indekset i Seoul øger 0,4 pct., og Singapores Strait Times-indeks handles 0,3 pct. højere.
Australiens børs presses af de suspenderede forhandlinger med Kina. ASX-indekset falder 0,7 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +1,8 |
Topix | +1,7 |
Hongkongs Hang Seng | +0,2 |
China Shanghai Composite | -0,2 |
China CSI 300 | -1,3 |
Taiwan Taiex | -0,1 |
Sydkoreas Kospi | +0,4 |
Indiens BSE Sensex | +0,4 |
Singapores STI | +0,3 |
Sydney ASX 200 | -0,7 |
Indeksværdi klokken 6.15.
/ritzau/FINANS