Asien: Tokyo trækker op i blandede markeder - NY
21/5 06:44
De asiatiske aktiemarkeder slutter ugen med en blandet udvikling. Fredagen startede med pæne stigninger over en bred kam, men glansen er gået af den positive stemning først på den asiatiske handelsdag og adskillige børser er slået over i rødt.
Det er de seneste dages bekymringer om strammere pengepolitik i USA, der rammer de asiatiske børser sideløbende med skuffende japanske PMI-data.
- Det er stadig et marked, der forsøger at finde ud af, hvor inflationen skal hen, og hvad det kan betyde for Federal Reserves pengepolitik et eller andet sted ude i fremtiden, siger markedsanalytiker Kyle Rodda fra IG i Melbourne ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 1,1 pct., og de amerikanske futures peger mod på kursstigninger på 0,3-0,4 pct., når markedet i New York åbner senere tirsdag.
I Tokyo er investorerne positive trods et sæt skuffende PMI-data for maj.
- Investorer er begyndt at føle sig komfortable, da aktiekurserne er blevet relativt billige, siger chefanalytiker Jun Morita fra Chibagin Asset Management i Tokyo til Reuters.
- Markedet er faldet til tæt på den indre værdi, så det har lagt en bund for et stykke tid, siger seniorstrateg Nobuhiko Kuramochi fra Mizuho Securities.
Nikkei 225 stiger 0,7 pct., og det bredere Topix-indeks øger 0,4 pct.
På det kinesiske fastland er investorerne anderledes pessimistiske. Shanghai Composite viger 0,2 pct., og CSI 300 dropper 0,8 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et minus på 0,2 pct.
På de øvrige børser ligger Kospi-indekset i Seoul med et tab på 0,4 pct., mens Taiwans Taiex-indeks modsat stiger 1,0 pct., og Singapores Strait Times-indeks øger 0,1 pct.
Australiens ASX-indeks ligger kort før lukketid med et marginalt plus.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,7 |
| Topix | +0,4 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,2 |
| China Shanghai Composite | -0,5 |
| China CSI 300 | -0,8 |
| Taiwan Taiex | +1,0 |
| Sydkoreas Kospi | -0,4 |
| Indiens BSE Sensex | +1,1 |
| Singapores STI | +0,1 |
| Sydney ASX 200 | 0,0 |
Indeksværdi klokken 5.30.
/ritzau/FINANS
