Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Rekorder på stribe i det danske eliteindeks

21/5 17:04

Der var fredag feststemning på det danske aktiemarked, hvor C25 og hele seks af eliteindeksets aktier endte i rekordhøjde.

Fremgangen var bredt funderet med plusser i 23 af 25 aktier i indekset, som lukkede 1,1 pct. højere i 1796,89 og over hele ugen gik frem med 4,5 pct.

Lundbeck og Simcorp toppede fredag i eliteindekset, hvor de to Mærsk-aktier satte kursrekord sammen med DSV Panalpina, Netcompany, Novo Nordisk, Novozymes og Royal Unibrew.

I det øvrige Europa var stigningerne generelt mere afdæmpede med en stigning i det brede Stoxx 600-indeks på 0,6 pct. ved dansk børslukketid.

- Bekymringerne for inflation og højere renter har ellers påvirket igen i ugens løb, men det har markedet rystet godt af sig samlet set. Og selvfølgelig er der også fokus på, at vi stadigvæk kommer tættere og tættere på mere normale forhold i samfundet i forhold til corona, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Lundbeck var højdespringer i det danske C25-indeks med en stigning på 3,5 pct. til 199,50 kr., efterfulgt af Simcorp med en stigning på 2,9 pct. til 811,60 kr.

FRAGTRATER FORTSÆTTER OP

Mærsk-aktierne bidrog også til den gode stemning med kursrekorder og en stigning for B-aktien på 2,5 pct. til 17.100 kr. Igen i denne uge er de i forvejen historisk høje rater på containerfragt steget, viste viste fredagens opgørelse fra Shanghai Shipping Exchange.

En anden sværvægter i C25, Novo Nordisk, steg desuden 1,0 pct. til kursrekorden 496,80 kr. Og Vestas gik på weekend med et plus på 0,5 pct. til 232,10 kr. efter annonceringen af en mølleordre i Australien. I samme segment af grønne aktier steg Ørsted 2 pct. til 924 kr. og Rockwool med 1,0 pct. til 2929 kr.

Rockwool fik hævet sit kursmål til 2950 kr. fra 2500 kr. af finanshuset Barclays og til 2800 kr. fra 2200 kr. af Jyske Bank. Den britiske storbank fastholder sin anbefaling "ligevægt", mens Jyske Bank gentager anbefalingen "hold".

GODT NYT TIL GENMAB

Der var også nyt til Genmab, hvis partner Janssen fik en positiv anbefaling fra et rådgivende udvalg til Det Europæiske Lægemiddelagentur i forhold til godkendelse af den subkutane version af Genmabs Darzalex til forskellige behandlinger.

Genmab-aktien steg 1,6 pct. til 2389 kr.

Uden for C25 var den ultimative højdespringer aktien i fodboldklubben Brøndby IF, som torsdag bragte sig på mesterskabskurs i 3F Superligaen med en sejr på 2-1 på udebane over AGF.

Nu kan klubben selv afgøre, om det skal være guld eller sølv, når klubben mandag nøder FC Nordsjælland i sidste runde af turneringen. Brøndby-aktien endte 35 pct. højere i 1,02 kr.

/ritzau/FINANS