Asien: Afdæmpet handel - investorerne venter på Federal Reserve
16/6 06:32
Den asiatiske aktiehandel er afdæmpet onsdag, da investorerne er forsigtige op til afslutningen af det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, senere på dagen.
- Vi tror, at Fed-chef Powell vil indikere, at renteudvalget snakker om tilpasninger, men at stramninger i sig selv stadig er langt væk, da Fed stadig mangler betydelige fremskridt med hensyn til beskæftigelsen, der stadig er 7,3 mio. under niveauet før pandemien, siger cheføkonom Tapas Strickland fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan viger 0,2 pct.
Samtidig indikerer de store amerikanske indeksfutures en afventende holdning hos investorerne. Der er kun lagt op til marginale og divergerende udsving på under 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Japan er investorerne forsigtige med at satse aktivt, og det betyder en vis tilbageholdenhed over for de højt værdisatte aktier, der er stærkt afhængige af den hidtil endeløse udpumpning af super-billig likviditet.
- Mange investorer er tilbageholdende med at satse, da de afventer resultatet af Federal Reserves møde, men konjunktur-aktierne, der forventes at drage fordel af den post-pandemiske æra, ligger solidt, siger senioranalytiker Yutaka Miura fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.
Det toneangivende aktieindeks Nikkei ligger med et tab på 0,3 pct., mens det brede Topix-indeks samtidig stiger 0,1 pct.
På det kinesiske fastland er investorerne mere tilbageholdende. Shanghai Composite viger 0,6 pct., og CSI 300 falder 1,1 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et minus på 0,3 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,3 |
| Topix | +0,1 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,3 |
| China Shanghai Composite | -0,6 |
| China CSI 300 | -1,1 |
| Taiwan Taiex | -0,1 |
| Sydkoreas Kospi | +0,5 |
| Indiens BSE Sensex | n/a |
| Singapores STI | -0,7 |
| Sydney ASX 200 | +0,2 |
Indeksværdi klokken 5.25.
/ritzau/FINANS
