Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Norden opjusterer i marked med C25 på rekordkurs

29/6 09:19

Vestas ryger til tops tirsdag morgen, mens Pandora synker til bunds i et eliteindeks, der umiddelbart er på rekordjagt efter en lidt vaklende åbning.

Helt forrygende går det for rederiet Norden, der før handelsstart atter har opjusteret forventningerne til hele 2021. Og det belønner investorerne ved at sende aktien frem.

Det er fjerde opjustering på blot lige godt tre måneder fra rederiet.

Derudover fylder analyseændringer mest omkring den hjemlige scene, og det generelle marked kan derfor også lade sig påvirke af de internationale tendenser.

Tilbage til eliteindekset, C25, der startede med et marginalt fald - men hurtigt vendte rundt og dermed fortsætter rekordjagten. Indekset stiger 0,5 pct. til 1866,13 fra morgenstunden, og holder stigningen dagen ud, kan det blive rekord, efter at C25 mandag endte i rekorden 1856,16 efter et plus på 0,5 pct.

NORDEN OPJUSTERER FOR FJERDE GANG

Den største selskabsspecifikke nyhed tirsdag morgen er at finde blandt sidepapirerne, hvor rederiet Norden har opjusteret forventningerne for fjerde gang i 2021 - inden for kun godt tre måneder.

Norden venter nu et justeret årsresultat på 140-200 mio. dollar mod tidligere ventet 110-160 mio. dollar.

Norden-aktien stiger med 6,6 pct. til 186,20 kr.

KURSMÅL OG ANBEFALINGER I FOKUS

Vindmøllegiganten Vestas fik mandag løftet anbefalingen efter børsens lukketid.

Det var den amerikanske storbank JPMorgan, der øgede anbefalingen til "neutral" fra den hidtidig negative vurdering "undervægt".

Det amerikanske finanshus satte i samme omgang kursmålet for aktien op til 190 kr. fra 136 kr.

Det indikerer et potentiale på knap 20 pct. i forhold til mandagens lukkeniveau på 235,20 kr., der var resultatet af en kursstigning på 0,6 pct.

Tirsdag morgen øger Vestas med 4 pct. til 244 kr. og ligger i toppen af eliteindekset.

Bryggerikoncernen Royal Unibrew har fået sat kursmålet for aktien op med 50 kr. til 750 kr. af selvsamme JPMorgan, og samtidig gentager storbanken anbefalingen "neutral".

Unibrew bruser op og stiger med 0,5 pct. til 807,60 kr.

Endnu bedre går det får A.P. Møller-Mærsk, der har fået løftet kursmålet til 18.700 kr. fra 17.000 kr. af norske ABG Sundal Collier. Samtidig gentager nordmændene den neutrale anbefaling "hold".

Aktien har nydt godt af de kraftigt stigende fragtrater og det økonomiske opsving, der er slået igennem over hele verden.

En stigning på over 30 pct. i år er tildelt transport- og logistikkæmpens B-aktie, der tirsdag fortsætter op med et plus på 0,8 pct. til 18.100 kr. i de første handler.

NOVOZYMES STIGER IGEN

Enzymkoncernen Novozymes kan fortsætte rekordridtet tirsdag på trods af modstand fra den amerikanske højesteret, der fredag gjorde det lettere for mindre raffinaderier at opnå undtagelser fra den føderale lovgivning, som kræver et minimum af ethanol blandet i benzin.

Novozymes steg mandag til rekorden 473,70 kr. Tirsdag morgen ligger aktien uændret.

Smykkekoncernen Pandora er ramt af investorernes bekymring over for den nye coronavariant Delta.

Især i Asien og Australien lukker store byer som Sydney og Bangkok ned - og flere er på vej. Det kan ramme luksusmarkedet, og butikslukninger kan ikke udelukkes.

Pandora falder med 0,6 pct. til 848,40 kr. efter et fald mandag på 1,9 pct.

Finanshuset Stifel har skruet op for sit kursmål for transport- og logistikkæmpen DSV Panalpina, mens den positive anbefaling "køb" gentages.

Målet lyder nu på 1640 kr. mod tidligere 1540 kr.

DSV kører et minus hjem på 0,2 pct. til 1482 kr. tirsdag morgen.

DAG 2 FOR BØRSDEBUTANT

Aquaporin kom skidt fra start på sin første børsdag mandag, hvor aktieprisen kun sporadisk kom over udbudsprisen, og senere måtte aktiekursen stabiliseres af Danske Bank, der er udpeget som stabiliseringsagent i forbindelse med noteringen. Aquaporin blev introduceret til 173 kr. og sluttede den første handelsdag i 160 kr.

Tirsdag stiger aktien med 0,6 pct. til 161 kr.

/ritzau/FINANS