Aktier/tendens: Fokus på Tryg-opjustering og Unibrew efter opkøb
5/7 08:06
Royal Unibrew og Tryg kan løbe med opmærksomheden mandag morgen, efter bryggeriaktien har fået flere kursmålsløft, og Tryg har opjusteret forventningerne.
Det sker på en dag, hvor nøgletalskalenderen er forholdsvis tom, og hvor markedet i USA holder lukket i forlængelse af den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli søndag.
Der er dog gang i futuresmarkedet, og futures for de tre amerikanske indeks indikerer kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet igen åbner i New York tirsdag.
Fredag steg det brede amerikanske S&P 500-indeks dog yderligere 0,4 pct. efter dansk børslukketid for at lukke i rekord for syvende dag i træk.
Det kan være med til at understøtte de europæiske aktier fra ugens begyndelse.
Ser man på den tyske DAX-future, der normalt er en god indikator for det danske marked, tyder det på også en let grøn åbning med et foreløbigt plus på 0,1 pct.
Fredag faldt det danske C25-indeks 0,3 pct. til 1883,55 efter en stor dukkert til Ambu på 9,2 pct. efter selskabets nedjustering af resultatforventningerne til 2021. 16 af indeksets 25 aktier endte imidlertid i plus, efter at den amerikanske jobsrapport for juni viste, at opsvinget er ved at komme op i gear.
TRYG OPJUSTERER FORVENTNINGER
Tryg opjusterer forventningerne eksklusive opkøbet af RSA til det tekniske resultat i år til 3,5-3,8 mia. kr. fra tidligere ventet 3,3-3,7 mia. kr, fremgår det af en meddelelse.
Tryg kommer også med forventninger til det tekniske resultat i andet kvartal, der ventes at lande i underkanten af 1150 mio. kr. og i første halvår ventes det at lande i underkanten af 1900 mio. kr.
Tryg-aktien steg fredag 0,8 pct. til 156 kr.
ROYAL UNIBREW FÅR TRE KURSMÅLSLØFT
Både SEB, Jefferies og Bank of America har hævet deres kursmål for Royal Unibrew efter sidste uges nyheder fra selskabet på opkøbsfronten.
SEB hæver sit kursmål til 900 kr. fra 850 kr. samtidig med, at anbefalingen "køb" fastholdes, viser data fra Bloomberg News. Desuden løfter Bank of America sit kursmål til 850 kr. fra 810 kr. og gentager anbefalingen "hold".
Finanshuset Jefferies har desuden regnet sig frem til et nyt kursmål på 770 kr. mod tidligere 700 kr., efter at bryggeriet i sidste uge annoncerede opkøbet af det nordiske distributionsselskab Solera til 770 mio. kr.
Opkøbet er ifølge Jefferies i overensstemmelse med Unibrews strategi om at være en stærk regional leverandør af mange forskellige drikkevarer. Unibrew meddelte i sidste uge desuden, at det forhandler om et opkøb af den franske energidrikproducent MC Energy.
Aktien i Unibrew faldt fredag 0,2 pct. til 818 kr.
NOVOZYMES FÅR HØJERE KURSMÅL
Novozymes får hævet sit kursmål til 375 kr. fra 355 kr. af finanshuset Carnegie, skr skriver PLX.AI mandag morgen.
Finanshuset gentager ved samme lejlighed anbefalingen "sælg".
Novozymes-aktien endte fredag med en stigning på 0,3 pct. i 473,60 kr.
BOLIGA HÆVER TILBUDSPRIS
En gruppe af eksisterende aktionærer i Boliga Gruppen har hævet tilbudsprisen i sit pligtmæssige tilbud på selskabet til 15,20 kr. per aktie fra tidligere 12,50 kr. per aktie, meddelte gruppen søndag.
Det sker på baggrund af en afgørelse fra Finanstilsynet offentliggjort 2. juli. Det forrige tilbud kom den 26. april fra aktionærgruppen, der ifølge meddelelsen den dag sad på 85,69 pct. af aktierne.
Boliga-aktien lukkede fredag med en stigning på 2 pct. i 13 kr.
/ritzau/FINANS
