Asien: Plusser i Tokyo men ellers uensartet marked
6/7 07:36
Der er tirsdag morgen en positiv stemning på de asiatiske aktiebørser, mens billedet er mere blandet på de øvrige markeder i Asien.
Det toneangivende japanske Nikkei 225-indeks understøttes af stigninger til selskaber som Daikan Industries, Fast Retailing, der ejer tøjkæden Uniqlo, og Softbank Group.
Daikan Industries stiger tirsdag morgen med 3,7 pct., mens Fast Retailing stiger 0,8 pct. og Softbank stiger 1,4 pct. De tre aktier står således en stor del af fremgangen, skriver Reuters.
Stigningen i Nikkei 225 på 0,3 pct. kommer efter et fald på 0,6 pct. mandag på stigende smitte med covid-19 i Tokyo, få uger før de Olympiske Lege skydes i gang i hovedstaden.
Det ventes ifølge Reuters, at den japanske regering vil forlænge den nødsituationslignende tilstand til efter den oprindeligt aftalte dato den 11. juli i Tokyo og tre nærliggende områder torsdag.
- Det ligner, at der bliver købt aktier tilbage, efter at der blev solgt ud i går, siger Masahiro Ichikawa, der er chefmarkedsstrateg hos Sumitomo Mitsui, til Reuters.
Det australske ASX-200-indeks falder med 0,4 pct. I Taiwan er Taiex-indekset uændret, og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger 0,3 pct.
Shanghai Composite og CSI 300 oplever en tilbagegang på henholdsvis 0,5 og 0,6 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,3 |
| Topix | +0,3 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,6 |
| China Shanghai Composite | -0,5 |
| China CSI 300 | -0,6 |
| Taiwan Taiex | -0,0 |
| Sydkoreas Kospi | +0,3 |
| Indiens BSE Sensex | +0,1 |
| Singapores STI | +1,33 |
| Sydney ASX 200 | -0,4 |
Indeksværdi klokken 7.15.
/ritzau/FINANS
