Aktier/tendens: Ørsted kan tage fokus efter salgsrygter
8/7 07:58
Ørsted kan tage fokus i dagens aktiehandel efter, at der går rygter om, at selskabet er klar til at sælge vindmølleparken Hornsea Two.
Også Chr. Hansen kan komme i fokus fra start, da selskabet kommer med regnskab inden markedsåbning.
Det sker på en dag, hvor Den Europæiske Centralbank kommer med revideret pengepolitisk strategi med efterfølgende pressemøde hos bankchefen, Christine Lagarde, og ledighedstal fra USA.
Den tyske DAX-future indikerer et fald forud for den europæiske åbning på 0,7 pct. De amerikanske aktiefutures ligger også i rødt og indikerer kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet igen åbner i New York torsdag.
Onsdag lukkede det danske C25-indeks 1,2 pct. højere i 1925,73 med årets 21. lukkerekord. Der var fremgang til 21 af indeksets 25 aktier.
ØRSTED GØR KLAR TIL AT SÆLGE PARK
Energiselskabet Ørsted gør klar til at sælge vindparken Hornsea Two, der ligger i den britiske del af Nordsøen.
Det skriver Reuters, som citerer anonyme kilder tæt på processen.
Prisen ventes at blive i omegnen af 3 mia. euro, hvilket svarer cirka 22,3 mia. kr.
Ifølge mediet samarbejder Ørsted med storbanken Credit Agricole om salget, men hverken Ørsted eller banken har ønsket at kommentere sagen.
CHR. HANSEN MED REGNSKAB
Der er fokus på Chr. Hansen fra morgenstunden, når ingrediensselskabet leveret sit regnskab for sit forskudte tredje kvartal klokken 08.00.
Her er selskabet oppe imod et svært sammenligningsgrundlag, hvor tredje kvartal året forinden var præget af hamstring.
Analytikerne venter for kvartalet en omsætning på 281 mio. euro, og et driftsresultat før særlige poster på 78 mio. euro ifølge konsensusestimater indsamlet af selskabet selv.
DOBBELT OPJUSTERING TIL SPAR NORD
Spar Nord opjusterede forventningerne til 2021 onsdag, og det får finanshuset Carnegie til at hæve kursmålet for bankens aktie.
Det er nu på 83 kr. mod tidligere 75 kr., fremgår det af PLX.AI.
Anbefalingen fastholdes på "køb".
Spar Nord venter nu en basisindtjening før nedskrivninger til 1350-1500 mio. kr. og for resultat efter skat til 1100-1300 mio. kr. i 2021.
Samtidig løfter Nordea kursmålet for aktien til 78 kr. fra 75 kr.
Anbefalingen er fortsat "køb".
Aktien steg 2,2 pct. til 72,90 kr. onsdag.
MÆRSK FÅR KURSLØFT - NORDEA SÆNKES
Mærsk får løftet sit kursmål til 15.000 kr. fra 14.500 kr. af Danske Bank.
Anbefalingen er fortsat "sælg".
Mærsks B-aktie steg 0,6 pct. til 18.425 kr. onsdag ved lukketid.
Nordea har fået sænket sin anbefaling til "ligevægt" fra "overvægt" af det amerikanske finanshus Morgan Stanley.
Det skriver Bloomberg News torsdag morgen.
Nordea-aktien lukkede onsdag med en stigning på 1,0 pct. i 70,26 kr.
/ritzau/FINANS
