Asien: Coronasmitteopblusning skaber røde markeder
9/7 06:32
For anden gang inden for lige så mange måneder taber aktiemarkederne i Asien i fredagens handel samlet set stort set hele årets fremgang.
Det sker, mens Japan udelukker tilskuere til De Olympiske Lege og antallet af coronasmittede stiger i flere dele af Asien.
- Opblusningen af covid-19 er fortsat en nøglerisiko for regionen, med Japan som det sidste land til at gå i undtagelsestilstand for at inddæmme smittespredningen før OL i Tokyo, skriver Jun Rong Yeap, der er markedsstrateg hos IG Asia Pte., ifølge Bloomberg News.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en tilbagegang på 1,6 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser. Holder retningen, lukker indekset i sit laveste niveau siden 13. maj, konstaterer mediet.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et fald på 2,0 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 1,8 pct.
Det australske ASX-200-indeks falder 1,3 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 1,3 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder 1,5 pct.
Shanghai Composite og CSI 300 oplever en tilbagegang på henholdsvis 0,7 og 1,1 pct.
Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 0,7 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -2,0 |
| Topix | -1,8 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,7 |
| China Shanghai Composite | -0,7 |
| China CSI 300 | -1,1 |
| Taiwan Taiex | -1,3 |
| Sydkoreas Kospi | -1,5 |
| Indiens BSE Sensex | -0,4 |
| Singapores STI | +0,4 |
| Sydney ASX 200 | -1,3 |
Indeksværdi klokken 06.20.
/ritzau/FINANS
