Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Novo og Genmab stryger til tops i rød åbning

19/7 09:13

Genmab og Novo Nordisk indtager mandag morgen topplaceringer i det danske eliteindeks, der ellers generelt åbner med fald og rød stemning.

C25-indekset falder efter få minutters handel 0,5 pct. til 1884,855.

Vestas indtager bundplaceringen og får selskab af ISS og FLS. Også DSV Panalpina falder mandag morgen efter en sænket anbefaling.

På Wall Street faldt det brede S&P 500-indeks fredag 0,8 pct., og en stor del af faldet kom efter dansk lukketid. Også tech-aktierne i Nasdaq-indekset og de cykliske aktier i Dow Jones droppede i stort set samme takt.

Mandag morgen har de asiatiske aktiemarkeder vist en endnu større negativ udvikling med kursfald på over 1,0 pct. i Tokyo og Hongkong, sideløbende med drop i de amerikanske aktiefutures, der indikerer en negativ start i New York med fald på 0,1-0,5 pct. senere på dagen.

Det danske eliteindeks C25 endte fredag i 1894,35 efter et fald på 0,1 pct.

EN RÆKKE KURSMÅLSLØFT TIL TOPDANMARK

Forsikringskoncernen Topdanmark offentliggjorde fredag regnskab, og det har fået SEB til at opjustere kursmålet til 352 kr. fra 341 kr.

Mandag morgen har Nordea, Berenberg og ABG Sundal Collier fulgt trop.

Berenberg løfter til 336 kr. fra 307 kr., mens "hold"-anbefalingen fastholdes. Nordea hæver til 400 kr. fra 360 kr., og anbefaler fortsat "køb."

ABG Sundal Colliers løft er marginalt til 335 kr. fra 330 kr. med en fortsat "hold"-anbefaling, viser data fra Bloomberg News.

Danske Bank sænker sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb", men hæver kursmålet til 360 kr. fra 345 kr., viser data fra PLX.AI.

Aktien i Topdanmark stiger ved åbningen mandag 1,7 pct. til 332,80 kr.

KURSMÅLSLØFT TIL GENMAB OG NOVO

Biotekkoncernen Genmab har fået løftet kursmålet til 2900 kr. fra 2600 kr. af den britiske storbank Barclays. Der er det næsthøjeste kursmål på selskabet blandt de analytikere, der leverer anbefalinger til Bloomberg. Kun Guggenheim Securities har med 2923 kr. et højere kursmål.

Barclays holder fast i anbefalingen "overvægt" af aktien, der fredag tabte 1,1 pct. til slutkursen 2566 kr.

Barclays har også haft fat i fondsbørsens tungeste selskab - Novo Nordisk. Analytikerne løfter kursmålet på medicinalkoncernen til 585 kr. fra 495 kr., mens den positive anbefaling "overvægt" gentage.

Genmab stiger ved åbning mandag 0,4 pct. 2739 kr., mens Novo Nordisk stiger 0,4 pct. til 557,80 kr.

NKT OPJUSTEREDE SENT FREDAG

Den største selskabsspecifikke nyhed at handle på mandag, er fredag aftens justering af forventningerne fra NKT.

Den positive nyhed kommer efter en stærk udvikling i første halvår, der har været drevet af vækst i både NKT og Photonics.

NKT forventningerne til omsætningen lyder nu på den øvre ende af det hidtidige interval på 1,1-1,2 mia. euro, og den operationelle drift blev hævet til den øvre ende af intervallet 80-110 mio. euro.

Forventningerne til NKT Photonics blev opjusteret så der nu ventes en organisk vækst på 8-15 pct. mod tid til den øvre ende af 0-10 pct. og med en drifts-margin på 6-8 pct. mod hidtil 3-7 pct.

NKT har mandag morgen fået løftet sit kursmål til 388 kr. fra 362 kr. af Goldman Sachs, viser data fra Bloomberg News. Finanshuset fastholder sin anbefaling af aktien, der fortsat er "køb".

NKT stiger mandag morgen 5,9 pct. til 294,40 kr. uden for C25.

/ritzau/FINANS