Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Ørsted blæste C25 omkuld på hektisk regnskabsdag

12/8 17:05

Der var klø til Demant og Ørsted, mens Genmab strøg tops på en hektisk torsdag, hvor regnskaberne kom som perler på en snor.

Også Novozymes og FLSmidth gjorde status, og listen talte desuden H+H, der opjusterede forventningerne onsdag efter børslukketid.

Facit da torsdagen var omme var et fald i C25-indekset på 0,3 pct. til 1964,73.

Sværvægteren Ørsted vægtede tungt med et fald på 4,2 pct. til 937 kr. Energiselskabet kom ellers igennem andet kvartal af 2021 med en højere indtjening end ventet, men der var også skuffelser.

- Umiddelbart er resultaterne en spids bedre end ventet, men onshore landvind skuffer, og på offshoreområdet er Ørsted ramt af, at vindforholdene har været afdæmpede, siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.

Han hæfter sig desuden ved, at Ørsted fastholder prognosen om et driftsresultat før nye partneraftaler på 15-16 mio. kr., men nu i den lave ende.

PRES PÅ DEMANT OG GN

På nedsiden torsdag vægtede også Demant, der ellers ved første øjekast kom bedre igennem andet kvartal end ventet af analytikerne. Men ikke alt var positivt.

- Communications skuffer lidt med en organisk vækst på kun 16 pct. og et salg på 621 mio. kr., hvilket er 9 pct. lavere, end vi ventede, siger Ole Kjær Jensen.

Analytikere havde inden regnskabet forudset en omsætning i Communications på 696 mio. kr., eller 12 pct. mere end det leverede.

Demant, der ellers opjusterede forventningerne og løftede sit aktietilbagekøbsprogram, faldt 3,7 pct. til 350,20 kr.

Ud over Demant drattede konkurrenten GN desuden 3,7 pct. til 528,80 kr.

- Mon ikke det er Demants fald, der får effekt, vurderer Ole Kjær Jensen.

GENMAB STRÅLER

I den modsatte grøft endte Genmab med en stigning på 3,3 pct. til 2936 kr. Biotekkæmpen leverede onsdag efter børslukketid en opjustering, og reaktionen var positiv, selv om flere børshuse havde forudset trækket, og også konsensusforventningerne havde taget højde for justeringen.

Genmab venter nu et driftsoverskud på 1,5-2,4 mia. kr. mod tidligere 1-2 mia. kr. Det amerikanske børshus Jefferies forudså inden regnskabet 2,2 mia. kr. og konsensus indsamlet af Genmab var 1,99 mia. kr.

- Det var et pænt og stærkt regnskab, Genmab kom med. Vi vidste alle, at det gik fint for dem, og de fleste i markedet havde ventet en opjustering. Inden åbningen havde jeg ventet en stigning på 0-2 pct., siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink.

SMÅ UDSVING I NOVOZYMES OG FLSMIDTH

For Novozymes og FLSmidth gav morgenens regnskaber kun anledning til mindre bevægelser.

FLSmidth, der ellers oppræciserede sine forventninger til omsætningen i 2021 til 16-17 mia. kr. fra tidligere ventet 15,5-17,0 mia. kr., faldt med 0,7 pct. til 223 kr.

Desuden endte Novozymes 1 pct. lavere i 492 kr. efter en oppræcisering til en organisk salgsvækst på 4-6 pct. samt en overskudsgrad på omkring 26 pct. fra en vækst på 2-6 pct., og en EBIT-margin, på 25-26 pct.

- Novozymes' regnskab var umiddelbart rigtigt flot med en pæn organisk vækst på 9 pct. mod ventet 6 pct. Skal man finde et minus er det "household care", der skuffer lidt. Til gengæld klarer de øvrige segmenter sig flot, siger Ole Kjær Jensen, der egentlig også ser positivt på regnskabet fra FLSmidth.

- Jeg synes, at det er et pænt resultat, men det, der måske hæmmer FLSmidth lidt, er den kommende kapitalforhøjelse i forbindelse med det seneste opkøb af Thyssenkrupps mineforretning, vurderer afdelingsdirektøren.

RIFT OM H+H EFTER OPJUSTERING

Blandt sidepapirerne steg H+H International med 9,8 pct. til 236 kr. efter en opjustering onsdag aften.

Solar steg 2 pct. til 650 kr. efter sit regnskab, der viste markant fremgang. Markedet var dog varslet, da Solar opjusterede forventningerne for en måned siden, og nu fastholder sin prognose.

Schouw & Co. steg 3,7 pct. til 697 kr. efter sin anden opjustering i år. Zealand Pharma faldt derimod 3 pct. til 175,50 kr. oven på sit regnskab, der viste et underskud på 545 mio. kr. i første halvår.

/ritzau/FINANS