Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Unibrew-regnskab og vaccinenyt fra Bavarian

23/8 08:16

Mandag er opmærksomheden rettet mod Royal Unibrew, der som det eneste C25-selskab præsenterer regnskab.

Også Jutlander Bank, Lån & Spar og Luxor, der alle ligger uden for C25, præsenterer regnskab denne mandag.

Derudover er der også lidt selskabsnyt, handlerne kan tage bestik af. Bavarian har meddelt, at de påbegynder deres fase 2 forsøg med covid-19 boostervaccine, mens selskaber som Novozymes, Rockwool og STG har fået hævet kursmålene for aktierne.

Forrige uge sluttede stærkt af for det danske eliteindeks, der skød i vejret med 0,7 pct. til 2007,49, og sluttede under 2 point fra onsdagens lukkerekord på 2009,14. Det er blot anden gang nogensinde, at indekset lukker over niveau 2000.

Ser man på de udenlandske indeks peger pilen i retning af endnu en dansk lukkerekord, da futures for det toneangivne tyske Dax-index stiger pænt med 0,7 pct. Også de amerikanske markeder indikeres op med 0,4 pct.

BAVARIAN PÅBEGYNDER FASE 2-FORSØG

Bavarian Nordic har sat gang i anden fase af forsøg med en boostervaccine mod coronavirus.

Formålet med forsøget er at undersøge vaccinens potentiale som en boostervaccine for personer, der tidligere er vaccineret mod eller har været syge med covid-19, oplyser selskabet i børsmeddelelse.

Til at gennemføre forsøget vil selskabet rekruttere 150 raske voksende, der aktuelt er immune over for coronavirus, fordi de enten tidligere har været smittet eller allerede er blevet vaccineret med en af de godkendte vacciner. Desuden skal op mod 60 personer, der ikke tidligere er vaccineret eller smittet, undersøges for niveauet af antistoffer, når de modtager to stik.

De foreløbige resultatet ventes at være på plads i løbet af årets fjerde kvartal, men personerne vil være tilknyttet forsøget i op til to år.

Fredag lukkede Bavarian-aktien med en stigning på 6,1 pct. i 279 kr.

ROYAL UNIBREW PRÆSENTERER REGNSKAB

Mandagens største regnskab kommer fra Royal Unibrew, der kommer med tal fra andet kvartal.

Her forventer analytikerne på forhånd vækst over hele linjen.

Omsætningen ventes at lande på 2223 mio. kr ifølge estimater fra Bloomberg mod 2042 mio. kr. samme kvartal sidste år, mens bundlinjen ventes at vise et overskud på 409,4 mio. kr. sammenlignet med 360 mio. kr. samme periode sidste år.

Regnskabet ventes præsenteret til eftermiddag.

Fredag lukkede aktien med en svag stigning på 0,1 pct. til 803,20 kr.

KURSMÅLSLØFT TIL NOVOZYMES OG ROCKWOOL

Mandag løftes kursmålene for aktierne i blandt andet Novozymes og Rockwool, der begge for nyligt har præsenteret regnskab.

Novozymes er kommet i kridthuset hos Berenberg, der løfter sin anbefaling til "køb" fra "hold" og hæver kursmålet til 565 kr. fra 525 kr.

Fredag lukkede aktien med en stigning på 0,8 pct. til 495,90 kr.

Rockwool har fået løftet sit kursmål til 2350 kr. fra 2100 kr. hos Handelsbanken. Anbefalingen er dog uændret "sælg". Barclays har løftet sit kursmål til 3300 kr. fra 3100 kr. Anbefalingen er her "ligevægt".

Aktien lukkede med stigning på 2,1 pct. til 3340 kr fredag.

Maersk Drilling har fået hævet sit kursmål til 250 kr. fra 220 kr. af ABG Sundal Collier.

Aktien faldt fredag med 11,7 pct. til 200,20 kr.

Ørsted har fået løftet sit kursmål til 1100 kr. fra 1050 kr. hos RBC.

Fredag endte aktien med stigning på 3 pct. til 1047 kr.

Scandinavian Tobacco Group har fået løftet sit kursmål til 175 kr. fra 160 kr. hos Deutsche Bank. Anbefalingen er stadig "køb". Også har løftet sit kursmål for aktien til 160 kr. fra 146 kr. Her er anbefalingen "ligevægt".

Aktien steg fredag 7,9 pct. til 140,10 kr.

/ritzau/FINANS