Aktier/tendens: Mindre selskaber tager opmærksomhed med regnskaber
26/8 08:31
Det danske aktiemarked er faldet to dage i træk, selv om der har været rekorder på markedet i USA, er det ikke sikkert, at humøret på aktiemarkedet i København bliver nævneværdigt bedre fra åbningen torsdag.
Der kommer en mindre regnskabsbølge fra en række knapt så tunge selskaber som Aarsleff, SBS, Parken, Cbrain, SP Group, Skako, Gabriel, Fynske Bank og Nordfyns Bank.
Onsdag faldt det danske eliteindeks, C25, samlet 0,7 pct. til 1987,84 onsdag.
Futures for de tre ledende indeks i USA ligger med fald på 0,1-0,2 pct., men den tyske DAX-future, der normalt er en rimelig rettesnor for udviklingen i Danmark, falder 0,3 pct.
Der er heller ikke medvind fra de asiatiske markeder torsdag morgen. De viger efter markante stigninger tidligere på ugen.
DANSK BANK VANDT OVER AKTIONÆRER
Danske Bank, der steg 0,7 pct. onsdag til 110,20 kr., udtrykte sent onsdag tilfredshed, men ikke overraskelse, over, at banken onsdag fik en sejr ved en domstol i USA i hvidvaskrelaterede aktionærsøgmål i USA.
En føderal appeldomstol har afvist erstatningssager for samtlige aktionærsøgsmål i USA i forbindelse med hvidvaskskandalen i afdelingen i Estland.
- Vi noterer os med tilfredshed appelrettens afvisning af det civile aktionærsøgsmål, der er anlagt mod banken ved de amerikanske domstole. Som vi tidligere har sagt, vil vi fortsat forsvare os mod kravene i de civile aktionærsøgsmål, der er anlagt i Danmark som følge af Estland-sagen, udtaler pressechef Stefan Singh Kailay fra Danske Bank via en mail.
SYDBANK SÆNKET AF NORDEA
Sydbank har fået sin anbefaling sænket til "hold" fra "køb" af analytikerne hos Nordea efter onsdagens regnskab. Sydbank har derudover fået justeret kursmålet ned til 230 kr. fra tidligere 239 kr. af analytikerne i SEB, der dog fastholder anbefalingen "køb", skriver PLX.AI.
Onsdag fremlagde Sydbank halvårstal, der overraskede positivt på bundlinjen. Alligevel faldt aktien. Det kan skyldes indtjeningens sammensætning med et niveau for nettorenteindtægterne, der kan have skuffet dele af markedet.
Sydbank-aktien faldt 3,6 pct. onsdag til 190 kr.
TAL FRA AARSLEFF OG AQUAPORIN
Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff leverede torsdag morgen regnskab og opjusterede forventningerne til det forskudte regnskabsår 2020/21. Selskabet venter nu en omsætningsvækst på 8 pct. og et driftsresultat (EBIT) på 625 mio. kr.
Tidligere ventede Per Aarsleff en omsætningsvækst på 7 pct. og et driftsresultat (EBIT) på cirka 600 mio. kr.
Omsætningen var i kvartalet omkring 400 mio. kr. bedre end i den tilsvarende periode sidste år, mens nettooverskuddet på 137 mio. kr. var på størrelse med den tilsvarende post i tredje kvartal 2019/20.
Nyintroducerede Aquaporin har også leveret regnskab for første halvår. Omsætningen var i halvåret på 2,9 mio. kr. og underskuddet på bundlinjen var 84,7 mio. kr. Aktien steg 0,7 pct. til 146 kr. onsdag. Selskabet blev børsnoteret i juni til 173 kr.
Brøndby IF gik onsdag aften glip af muligheden for at spille sig i Champions Leagues gruppespil efter et 1-2-nederlag hjemme mod Red Bull Salzburg.
De østrigske favoritter er videre med samlet 4-2, mens de danske mestre må nøjes med deltagelse i den mindre lukrative Europa League. Onsdag sluttede aktien i 65 øre efter et plus på 1,9 pct.
/ritzau/FINANS
