Aktier/middag: Pandora stiger forud for tirsdagsnyt - Bavarian i bund
13/9 11:37
Pandora er med i toppen af eliteindekset mandag middag forud for smykkeselskabets kapitalmarkedsdag tirsdag. Vestas, som har annonceret en ordre i Taiwan, viser også gode takter i indekset, som samlet set stiger med 0,6 pct. til 1972,61 midt på handelsdagen.
- Der sker ikke voldsomt meget på nyhedssiden, og der er fortsat moderat omsætning på markedet. Det er en rigtig mandag med en stille start på ugen, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, til MarketWire.
- Det er især de cykliske aktier, der trækker i dag. Og så får Pandora lidt fokus forud for kapitalmarkedsdagen i morgen, siger han.
PANDORA UDDYBER MÅL OG STRATEGI
Pandora stiger med 1,1 pct. til 808,40 kr. mandag middag. Smykkeselskabet holder virtuel kapitalmarkedsdag tirsdag fra London - og her vil koncernledelsen med topchef Alexander Lacik i spidsen uddybe strategien Phoenix, der blandt andet går ud på at vokse i Kina og USA. Samtidig vil selskabet også komme med finansielle mål frem til 2023-24.
Vestas annoncerede mandag morgen en ordre på i Taiwan på 50 megawatt. Ordren er afgivet af wdp AG og omfatter møller til tre projekter - henholdsvis Chuangwei 2, Leadway 2 og Hsinyuan.
Med i aftalen følger også en lang serviceaftale af typen AOM 4000. Levering af møllerne påbegyndes i andet kvartal af 2022, og idriftsættelsen er planlagt til fjerde kvartal samme år.
Vestas stiger 1,2 pct. mandag middag til 253 kr.
Helt i toppen af C25 ligger Rockwool med et plus på 3,5 pct. til 3367 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
BAVARIAN-DIREKTØR SÆLGER UD
Bavarian Nordic falder 0,8 pct. til 337,60 kr. Selskabet kunne fredag efter børslukketid meddele, at Henrik Birk, der er driftsdirektør og executive vice president, har udnyttet aktieoptioner og solgt aktier for 6,7 mio. kr.
- Der har været et insidersalg i Bavarian, hvilket kan trykke kursen lidt. Oveni har aktien kørt rigtigt godt den seneste tid, påpeger Ole Kjær Jensen.
DFDS MED TAL FOR AUGUST
Blandt sidepapirerne er der fra DFDS kommet nyt om de samlede fragtmængder i august, der steg 0,6 pct. i forhold til samme måned sidste år.
- Mængderne transporteret i august 2021 af forretningsenhederne Baltic Sea og Mediterranean var en god del højere end i august 2020. North Seas mængder var på niveau med 2020, da mængder fra bilindustrien var negativt påvirket af flaskehalse i globale forsyningskæder. Mængderne for hver af de tre forretningsenheder var højere end i 2019, skriver DFDS.
Antallet af passagerer i august faldt til gengæld med 38,9 pct. til 157.000 sammenlignet med samme måned sidste år.
DFDS falder 0,8 pct. til 367,80 kr. mandag middag.
.\\˙ MarketWire
