Valuta: Inflationstal sætter dagsordenen
14/9 06:32
Der er ikke de store svingninger i dollar tirsdag morgen, men det kan der komme i eftermiddag, når der lander tal for udviklingen i forbrugerpriserne i USA.
Udviklingen i inflationen kan nemlig få stor betydning for timingen af kommende stramninger hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Euro koster tirsdag morgen 1,1816 dollar mod 1,1811 dollar mandag eftermiddag, og dollar koster samtidig 110,06 yen mod 109,93 yen mandag.
Analytikere estimerer, at de amerikanske kerneforbrugerpriser, som opgør prisudviklingen eksklusive energi og fødevarer, vil være steget 4,2 pct. i august mod 4,3 pct. måneden før.
Flere centrale medlemmer af Federal Reserve har tidligere givet udtryk for, at den i øjeblikket høje inflation var drevet af midlertidige faktorer - blandt andet som følge af flaskehalse i forsyningskæderne.
Men trækker det ud, kan det fremrykke pengepolitiske stramninger, som også må komme før eller siden.
- Med kerneforbrugerpriser stadig over 4 pct. er inflationen på et meget anormalt niveau. Fed-chef Jerome Powell har siden marts sagt, at inflationen vil være forbigående. Ved blivende inflation har Fed muligvis ikke råd til at være afslappet om det alt for længe, siger Yokio Ishizuki, seniorstrateg hos Daiwa Securities, til Reuters.
.\\˙ MarketWire
